Krimi20. juni 2019

Tiltale: Mishandlet i ni timer - blev tvunget til at sende afskeds-sms til sin mor

I morgen starter en yderst grov sag i Odense. Her skal to mænd på anklagebænken for at have frihedsberøvet og mishandlet en mand i hans lejlighed i ni timer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

En mand fra Odense gik i december 2018 formentlig igennem de værste ni timer af sit liv, da han ifølge anklageskriftet blev mishandlet på groveste vis. Det skriver Fyens Stiftidende, som har fået aktindsigt i anklageskriftet mod de to mænd på 39 og 40 år.

De to mænd står tiltalt for at have trængt ind i mandens lejlighed i Odense.

Politiet mener, at de med ledninger bandt offeret fast til en stol og mishandlede ham fra 6.30 om morgenen til klokken 16 om eftermiddagen.

Offeret blev ifølge anklageskriftet udsat for en yderst grov behandling, da han blev slået adskillige gange med knytnæveslag, snittet dybt fra mundvigen til øret og på begge lår.

Han blev angiveligt også slået med den flade side af en økse og skudt adskillige gange i panden med en softgun og på højre skulderblad, hvorefter de stak den i munden på ham og truede med at slå ham ihjel. Det skriver det lokale medie videre.

Og de to mænd på 39 og 40 år tvang også offeret til at skrive en afskedsbesked til sin mor.

Den brutale mishandling skulle angiveligt være fundet sted, fordi manden skyldte mellem 10.000 og 15.000 kroner.

Mændene er foruden mishandling og grov vold også tiltalt for databedrageri og røveri, da de tvang offeret til at udlevere hans dankort, pinkode og nem-id, hvorefter de forsøgte at oprette et lån.

Inden de forlod lejligheden skulle de ifølge anklageskriftet have stjålet blandt andet tøj, parfume, mobiltelefoner, et ur og en bærbar computer.

En fjerde mand var også tilstede i lejligheden under de voldsomme scener. Han blev angiveligt truet med samme behandling, hvis han sladrede til nogen.

Den ene af de to tiltalte er ifølge Fyens tidligere dømt for drabsforsøg, men den anden har en lange række af røveri-domme bag sig.

Sagen starter fredag.

Sponsoreret indhold