Krimi17. august 2023

Tiltale: Dødsbilist kørte mand ihjel påvirket af kokain og lattergas

En 34-årig mand mistede livet i januar i et kryds i Rødovre - anklager kræver flere års fængsel til 37-årig.
: Blå blink, brandbil, brand, udrykning, 112, Københavns Beredskab, brandvæsen, brandvæsnet
En 34-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab og for at have kørt påvirket af euforiserende stoffer, da han i starten af året endte i en voldsom trafikulykke, der kostede en anden mand livet.
 Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Påvirket af kokain og lattergas og med en hastighed på mindst 140 kilometer i timen torpederede en 37-årig mand i januar ifølge anklagemyndigheden en række biler på Avedøre Havnevej i Rødovre. Ulykken kostede en 34-årig mand livet.

På baggrund af hastigheden, og fordi føreren af dødsbilen var påvirket, mener anklagemyndigheden, at der er tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og vanvidskørsel.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Klokken var knap halv otte om aftenen den 31. januar i år, da den 37-årige mand ifølge anklageskriftet kom tordnende frem mod krydset mellem Avedøre Havnevej og Rødovre Stationsvej. Her holdt flere biler for rødt lys.

Hastighedsbegrænsningen på stedet var 60 kilometer i timen, men den 37-årige mand havde trykket speederen på sin Audi så meget i bund, at farten var oppe på 140 kilometer i timen, lyder anklagen mod ham.

Først ramte den 37-årige en Hyundai i den ene vognbane, og derefter ramte han en VW i den anden. Det var føreren af VW, som mistede livet.

VW'en blev skubbet ind i en Peugeot, og begge biler røg adskillige meter ud i krydset. Peugeoten brød i brand, men føreren slap ud i live.

Ud over anklagen i forbindelse med dødsfaldet er den 37-årige tiltalt for at have udsat føreren af Hyundaien og Peugeoten for fare.

Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at den 37-årige har været påvirket af både kokain og lattergas. Kokain kan afsløres gennem en blodprøve, mens det er sværere at påvise lattergas.

I forbindelse med ulykken har Københavns Vestegns Politi beslaglagt to lattergaspatroner, som kræves konfiskeret under sagen. Patronerne blev fundet ved bilen.

Selve bilen skal også konfiskeres, hvis det står til anklagemyndigheden. Der er tale om en ældre Audi A6.

Står det til anklagemyndigheden, skal den 37-årige idømmes en længere fængselsstraf. Sagen er i første omgang rejst som en nævningesag. Det gør anklagemyndigheden, når strafpåstanden er mere end fire års fængsel.

Den 37-årige har imidlertid valgt, at sagen skal afgøres af en dommer og to domsmænd - en såkaldt domsmandssag. Det er en ret, man som tiltalt har.

Ud over kravene om straf og konfiskation er der et krav om erstatning fra Rødovre Kommune på knap 80.000 kroner.

Dertil kommer eventuelle krav om godtgørelse og erstatning fra sagens ofre og de pårørende til den dræbte.

Sagen behandles tirsdag i næste uge ved Retten i Glostrup.

Sponsoreret indhold