Tidligere topmodel får fængselsstraf

Den tidligere topmodel Malkit Singh er blevet idømt 50 dages ubetinget fængsel for vold.
Han bliver dog løsladt, da han har været varetægtsfængslet i 51 dage.
Det skriver Ekstra Bladet, der overværede retssagen i Københavns Byret.
En af 90’ernes største modeller har været varetægtsfængslet siden slutningen af januar, da anklagemyndigheden mente, at Singh havde truet sin tidligere bedste ven, efter at vennen meldte ham til politiet for et voldeligt overfald.
Malkit Singh har gennem hele retsprocessen nægtet sig skyldig, og han blev også frifundet for truslerne mod den tidligere ven.
Ifølge Ekstra Bladet lagde den tidligere model retsmødet ud med at fortælle, at han savnede sin familie.
– Selvfølgelig savner jeg min familie meget, sagde han, hvorefter hans kæreste var begyndt at græde på tilhørerpladserne.
Mens Malkit Singh har været varetægtsfængslet, har han ikke kunne se sin halvandet år gamle datter.
Krævede fire måneders fængsel
Anklageren i sagen krævede, at Singh blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, mens forsvarsadvokaten krævede den tidligere model frifundet.
Singh var tiltalt for 22. november at overfalde sin tidligere bedste ven foran Café Louise Roe Gallery i København.
Det er ikke første gang, han har problemer med lovens lange arm.
Singh, der i 1997 blev kåret til Årets Mand, undgik i 2012 en straf for at overtræde restaurationslovens bestemmelser om forstyrrelse af den offentlige orden. Det var dog ikke helt konsekvensfrit.