Krimi11. august 2020

Tidligere SSI-direktør kritiserer danske myndigheder: Færøsk smittetal eksploderet

Der er hverken rejsevejledning eller opfordring til test og isolation, hvis man kommer til Danmark fra Færøerne
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det er mærkværdigt, at der ikke er nogen rejsevejledning eller anbefalinger til danskere, som skal til eller fra Færøerne. Især når man ser på det voldsomme smittetryk, landet i øjeblikket oplever.

Nogenlunde sådan lyder vurderingen fra tidligere direktør ved Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen.

Færøerne, der har et estimeret indbyggertal på 51.628, har den seneste tid haft et gedigent udbrud af covid-19. Torsdag 6. august havde landet, som er en del af rigsfællesskabet, hele 38 smittetilfælde.

I øjeblikket frarådes rejser til en land, hvis det har over 30 ugentlige smitte tilfælde per 100.000 indbygger.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega622890_001.jpg
 Foto: MEGA (arkivfoto)

Arkivfoto: Færøerne har et finmasket net, der skal fange syge indrejsende - det er ikke tilfældet den anden vej. Foto: MEGA (arkivfoto)

Det til trods bliver danskerne ikke frarådet at rejse dertil, ligesom de heller ikke bliver opfordret til at gå i karantæne eller blive testet, hvis de kommer til Danmark fra Færøerne.

- Når man sammenligner med andre lande, så har Færøerne et meget stort coronaudbrud. Det opstod efter Olaifesten, og der har også været et større privat bryllup, der har bidraget, lyder det fra Nils Strandberg Pedersen, som klassificerer folkefesterne som eventuelle super-spreder-events.

Ville ikke lukke ned

Indtil for ganske nylig har Færøerne haft overordentligt godt styr på pandemien, hvor de har haft meget få smittede. De har heller ikke oplevet et dødsfald relateret til corona i skrivende stund.

Den nye stigning kan dog skyldes de førnævnte fester og udefrakommende turister. Færøerne regeringsleder Bárður á Steig Nielsen forklarede onsdag 5. august beslutningen.

- Vi vil undgå at lukke samfundet ned, fordi det har en stor indflydelse på vores dagligdag og økonomi. Vi bliver nødt at lave nogle tiltag for at forsøge, om vi ikke kan få begrænset smitten så meget som muligt, sagde han ifølge Det Færøske Nyhedsbureau.

Hvis man rejser til Færøerne, skal man blive testet ved ankomst og afvente svaret, der kommer nogle timer efter.

Omkring seks dage efter skal man testes igen. Det er et anerkendelsesværdigt sikkerhedsnet, hvis man sammenligner med Danmark, fortæller den tidligere SSI-direktør.

https://imgix.seoghoer.dk/rejsevejledning_002.png
 Foto: screendump / Udenrigsministeriet.dk

Der er intet sikkerhedsnet, når man kommer fra Færøerne til Danmark. Foto: screendump / Udenrigsministeriet.dk

- Jeg tror, at det ville være en rigtig god ide, hvis man forholdt sig til den her problemstilling, siger Nils Strandberg Pedersen.

Det er lige nøjagtig, hvad SE og HØR har forsøgt at få den danske stat til. Efter på skift at have været i kontakt med Udenrigsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut over flere dage, er det dog ikke blevet til et svar.

Det danske Udenrigsministerium laver ikke rejsevejledninger til lande, der er medlem af rigsfællesskabet, men de skriver på deres hjemmesides FAQ om rejsevejledninger, at man ikke skal gå i karantæne, når man kommer til Danmark fra Færøerne.

- Om det falder ned mellem to stole, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald værd at overveje at gå i isolation og blive testet, hvis man kommer til Danmark fra Færøerne. Man kunne bruge det samme system, som Færøerne bruger, siger Nils Strandberg Pedersen.

SE og HØR har stillet Udenrigsministeriet følgende spørgsmål uden at få svar:

Hvorfor bliver rejser til Færøerne ikke frarådet?

​Har Udenrigsministeriet i lyset af det abnormt høje smittetryk tænkt sig at ændre sin holdning i forhold til rejser til Færøerne?

I jeres FAQ om rejsevejledninger til Færøerne skriver I, at man ikke rådes til at gå i karantæne, når man kommer hjem fra Færøerne. Ville rådet være det samme, hvis det havde været et land uden for rigsfællesskabet?

Ville Færøerne, hvis der blev lavet en rejsevejledning, være karantæneland?

For travlt

SE og HØR har også rettet henvendelse til Færøernes regeringsleder, som har afvist at svare.

Spørgsmålene blev til sidst stillet på mail og er som følger:

Hvorfor har Færøerne ikke lukket ned for turismen?

Flere mener, at det nylige udbrud stammer fra blandt andet Olaifesten – har stigningen i smittetryk været afholdelsen af festen værd?

Det danske Udenrigsministerium laver ikke rejsevejledninger for Færøerne, men reglen er, at hvis der er over 30 smittetilfælde på en uge, så er det karantæneland. Fredag 7. august alene havde Færøerne 38 tilfælde. Er det forsvarligt at lade danskere feriere på Færøerne?

Efter det utroligt høje smittetal torsdag 6. august, er tallene begyndt at falde igen, hvor der fredag og lørdag var henholdsvis 16 og 11 nye smittetilfælde om dagen.

Ifølge den færørske coronahjemmeside er tallene for 9., 10. og 11. august ikke klar.

Sponsoreret indhold