Krimi23. februar 2021

Tidligere patient kendt skyldig: Læge tæsket ihjel midt om natten

Retten i Helsingør har netop kendt en 56-årig mand skyldig i drabet på lægen Charlotte Asperud
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20190902-163623-l_21mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Det første punktum i den uhyggelige sag om drabet på lægen Charlotte Asperud i Tisvildeleje er netop blevet sat.

I Retten i Helsingør er den 56-årig mand netop blevet kendt skyldig i drabet på lægen.

Han stod roligt ved siden af sin forsvarer - hænderne hængende slapt ved siden af sig, men fortræk ellers ikke en mine, da dommeren læste op af skyldskendelsen.

- Et enigt nævningeting har fundet ham skyldig i drab, læste dommeren op.

Dermed er retten kommet frem til, at den 56-årige mand, der er uddannet flymekaniker, pilot og maskiningeniør, havde forsæt til drab, da han tæskede lægen ihjel med et koben.

"Særligt henset til at tiltalte brød ind i Charlotte Asperuds hus midt om natten, og at han umiddelbart efter, at han var kmmet ind i huset, sparkede døren til soveværelset ind og slog Charlotte Asperud gentagne gange i hovedet med en genstand, som må antages at være det koben, som han havde medbragt, findet det godtgjort, at tiltalte havde til hensigt at dræbe Charlotte Asperud, da han tildelte hende slagene mod hovedet", står der i skyldkendelsen, som blev delt rundt til pressen.

Selv har han erkendt vold med døden til følge men nægtet drab.

Under retssagen er det tydeligt kommet frem, hvordan følelsen af vrede og uretfærdig behandling havde siddet i ham, siden han i 2014 efter en trafikulykke blev indlagt på Hillerød Sygehus.

Af journalen, der blev læst op i retten, fremgik det, at han var ”udskældende, truende og aggressiv”. Han slog ud efter personalet og kastede med vand.

Det var så slemt, at han fik en sprøjte morfin og efterfølgende blev tvangsindlagt på den lukkede afdeling. Det var lægen Charlotte Asperud, der stod for behandlingen.

  • - Jeg oplevede det som et overgreb, forklarede han selv i retten.

Han er også blevet kendt skyldig i en lang række forhold om indbrud, som han erkendte, men blevet frifundet for to forhold om brandstiftelse.

Der er strafudmåling senere på dagen. Anklagemyndigheden går efter forvaring.

Den 56-årige er kendt skyldig i:

- Drab på Charlotte Asperud i april 2019

- Tre tilfælde af tyveri

- Tre indbrud og et forsøg på indbrud

- To forsøg på dokumentfalsk

- Overvågning af sin ekskone med en gps på hendes bil

Han er frifundet for:

- Brandstiftelse mod det samme sommerhus i 2012 og 2019. Det er ekskonens veninde der ejer sommerhustet.

Sponsoreret indhold