En tidligere lærer er blevet idømt tre måneders fængsel for at have haft samleje med en 16-årig elev fra en skole i København.
Sådan lød dommen fra Retten på Frederiksberg mandag eftermiddag, fortæller specialanklager Maria Cingari.
Den 43-årige mand arbejder ikke længere som lærer, og han kommer heller ikke til at gøre det i den nærmere fremtid. Foruden fængselsstraffen blev han frakendt retten til at arbejde med børn og unge i to år.
Det var i juni sidste år sent om aftenen, at den daværende lærer havde samleje med teenagedrengen ved et idrætsanlæg.
Ifølge specialanklageren var der ikke rigtig strid om de faktiske omstændigheder i sagen, men der var strid om, hvorvidt de to havde et lærer-elev-forhold.
Selv om manden ikke direkte havde været drengens lærer, fastslog retten, at de havde et lærer-elev-forhold.
Derfor er han fundet skyldig i at have overtrådt straffelovens paragraf 223, der gør det strafbart at have samleje med en person under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning.
- Retten lagde vægt på, at der var det her lærer-elev-forhold, fordi de kom til at kende hinanden på skolen, forklarer Maria Cingari.
Den 43-årige overvejer, om han vil anke dommen til landsretten.