Krimi28. oktober 2021

Tidligere institutleder tiltalt for buste-hærværk

Der er rejst tiltale for hærværk mod den tidligere institutleder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20201117-154729-1_121mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Tidligere institutleder på Det Kongelige Danske Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld er tiltalt for groft hærværk, fordi hun smed en buste i Københavns Havn.

Busten blev i november 2020 fjernet fra Kunstakademiets festsal og kastet i havnen.

Busten er af den danske enevældige konge Frederik V og blev som en form for kunstnerisk happening smidt i havnen.

Det hele blev optaget og lagt til offentlig skue på nettet. Afsenderen fra en gruppe, som kaldt sig Anonyme Billedkunstnere, og var en kritik af Danmark som en tidligere slavenation.

Ødelæggelsen førte til flere politianmeldelser - blandt andet Akademirådet som hører til på Kunstakademiet, anmeldte i sin tid sagen.

Og det har altså nu ført til en tiltale mod den tidligere institutleder.

Katrine Dirckinck-Holmfeld er tiltalt for som institutleder og underviser at have foranlediget flere studerende til at udøve hærværk af betydeligt omfang, da hun sammen med dem fjernede en gipsafstøbning af Frederik V og efterfølgende smed busten i Københavns Havn.

De studerende var ifølge anklageskriftet "uforvarende" i hærværket.

Selv har Katrine Dirckinck-Holmfeld tidligere omtalt sagen som "en happening".

Busten blev fjernet fra Kunstakademiets festsal ved højlys dag den 23. oktober sidste år. Da den blev fisket op 6. november, lignede den ikke længere sit originale jeg.

Ifølge anklagemyndigheden skete der skade for 44.350 kroner.

Det fremgår ikke, om der ved retssagen vil blive påstået bøde- eller fængselsstraf.

I november sagde den nu tiltalte Katrine Dirckinck-Holmfeld, at hun havde ansvaret for ødelæggelsen af busten.

- Det var mig, der tog initiativet. Det var mig, der tog busten fra soklen i akademiets festsal. Og det var mig, der skubbede den i havnen, sagde hun til Politiken.

Sponsoreret indhold