Krimi6. september 2023

Tidligere DSB-medarbejder kørte uden togbillet mindst 454 gange

Tirsdag lovede manden fra Espergærde i Retten i Helsingør, at han nu havde anskaffet sig et rejsekort
DSB har vundet licitationen om kystbanen. Her ses et tog ved Rungsted Kyst station.
Den tidligere DSB-ansatte har opbygget en gæld på 350.000 kroner til statsbanerne
 Foto: Scanpix Denmark

En 46-årig mand fra Espergærde blev taget uden en billet intet mindre end 100 gange om året i fire år i Kystbanetoget og på andre togstrækninger.

Altså har manden – der på ganske kuriøs vis selv tidligere har været ansat i DSB – ”kørt på røven” mindst 454 gange i alt.

Formentligt et halvt hundrede gange mere.

Det skriver Helsingør Dagblad, der havde en reporter til stede ved retsmødet tirsdag, da den 46-årige førtidspension blev stillet for en dommer for overtrædelse af straffelovens paragraf 298 styk 4, som drejer sig om at benytte sig af offentlige transportmidler uden af indløse billet.

Manden fik så sent som i august sin seneste dom, da anklagerne lød på bedrageri, dokumentfalsk og databedrageri. Her endte han med en betinget dom, mens hans straf lød på to måneders fængsel.

De 454 billetløse rejser foretog manden i perioden fra foråret 2019 til og med marts 2023, og det er først og fremmest på Kystbanen, han har rejst.

Men også på Fyn havde han mange ærinder, så her tog han ligeledes toget mod for at besøge sine fætre, nevøer, børn og børnebørn bor, fortalte manden.

Overvejer at flytte - og har købt et rejsekort

Hans mange rejser uden billet betyder, at han i perioden har oparbejdet en gæld på intet mindre end 350.000 kroner til DSB.

De mange ture betød også, at kontrollørerne efterhånden begyndte at kende den 46-årige, og allerede på længere afstand forberedte sig på at udskrive en afgift med lige så stor rutinemæssighed, som når de tjekkede de øvrige passagerers rejsekort.

Under retsmødet forklarede manden ifølge Helsingør Dagblad, at han nu overvejer at flytte fra Espergærde til Fyn, så han ikke behøvede at rejse sådan for at besøge familien. Desuden forsikrede han dommeren om, at han havde købt et rejsekort.

Den 46-årige blev idømt en straf på to måneders fængsel. Dertil lægges de to måneders fængsel, som han blev idømt under retssagen i august - i alt fire måneders fællesstraf, men han skal ikke i fængsel. Denne fællesstraf blev gjort betinget.

Sponsoreret indhold