Krimi18. januar 2024

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen skal i fængsel for bestikkelse

Bettina Jensen skal otte måneder i fængsel efter at være kendt skyldig for bestikkelse
2., afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen
Bettina Jensen er tidligere afdelingschef i Rigspolitiet.
 Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er torsdag i Østre Landsret blevet idømt otte måneders fængsel for bestikkelse. To måneder skal afsones, mens resten gøres betinget.

Hendes medtiltalte, ekstern konsulent Mariann Færø, idømmes en straf på seks måneders betinget fængsel.

De betingede straffe skal ikke afsones og bortfalder, hvis der ikke begås kriminalitet i løbet af to år.

Med afgørelsen omgør landsretten byrettens dom fra marts 2022. Her blev begge kvinder frikendt.

Landsretten har lagt vægt på gerningstidens længde og de involverede beløber.

- Retten har fundet, at der har været tale om en betydelig mængde opgaver over flere år. Den skete honorering af opgaver menes at indeholde et vist gaveelement, siger retsformanden.

- Bettina Jensen holdt sin forbindelse til Mariann Færø skjult for Rigspolitiet - også på direkte forespørgsel, da pressen begyndte at skrive om sagen, lyder det i dommen.

Desuden konfiskeres 150.000 kroner fra Bettina Jensen.

Afdelingschefen er kendt skyldig i at have modtaget 790.250 kroner inklusiv moms af Mariann Færø, som til gengæld arbejdede som ekstern konsulent for Rigspolitiet.

De knap 800.000 kroner blev betalt fra 2012 til 2015. Dagbladet B.T. bragte en række kritiske artikler om forholdet, og i 2017 fratrådte hun stillingen hos Rigspolitiet.

Den eksterne konsulent Mariann Færø og hendes firma Just Training Aps. løste mange opgaver for Rigspolitiet, uden at opgaverne kom i udbud. Gennem Bettina Jensen betalte Rigspolitiet hende godt ti millioner kroner for opgaverne.

Hun fik 1000 kroner i timen for konsulentarbejdet, og der blev ikke udfærdiget en kontrakt.

Imens modtog Bettina Jensen næsten 800.000 kroner fra Mariann Færø. Men det var i arbejdet som ekstern konsulent for hende, har Bettina Jensen fortalt. Hun har nægtet sig skyldig gennem hele forløbet.

Det er under sagen kommet frem, at Bettina Jensen og Mariann Færø kendte hinanden i forvejen fra DR, hvor de begge har været ansat.

Sponsoreret indhold