Terrorist sendte breve til ofre fra fængslet: - Vi var i chok

En mand, der angreb et julemarked i den tyske by Magdeburg i december 2024, har skrevet breve til flere ofre.
Det skriver lokalmediet Magdeburger Volksstimme denne uge.
Til tyske medier fortæller personer efter angrebet, at brevene var et skridt tilbage i forsøget på at komme sig efter hændelsen.
- Vi var chokerede, da vi kom hjem efter ferie og fandt et brev i postkassen. Hvordan kan en morder få de overlevendes adresser?, siger en mand til mediet MDR Sachsen-Anhalt.
Ved angrebet 20. december 2024 kørte en saudiarabisk mand, der i tyske medier identificeres som Taleb A., sit køretøj ind i en menneskemængde, der var til julemarked i den tyske by Magdeburg i Sachsen-Anhalt.
Seks mennesker blev dræbt, og over 300 kom til skade.
I brevene, som der skal være sendt mindst fem af, beder Taleb A. om en undskyldning og beskriver handlingen fra sit perspektiv. Det skriver MDR.
Hvis han sender flere breve, vil ofrene få en advarsel inden da, meddeler anklagemyndigheden i Naumburg til regionalmediet, der skriver, at brevene rent juridisk ikke blot kan tilbageholdes, medmindre der er strafferetligt relevant indhold i dem.
Forsøger manden, der er varetægtsfængslet, igen at tage kontakt til ofre, vil de blive kontaktet skriftligt, hvorefter de kan beslutte, om de vil modtage brevet eller ej.
Indtil nu er flere af brevene blevet videresendt i en separat kuvert med et følgebrev. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Modtagere af brevene beskriver dem som usammenhængende. I brevene skal Taleb A. have advaret om "farlige muslimske immigranter". Det gjorde han også på sociale medier inden angrebet.
Der er usikkerhed hos myndighederne om, hvordan den varetægtsfængslede fik fat i ofrenes adresser. Men de blev muligvis kopieret fra dokumenter, som hans forsvarsadvokater var i besiddelse af, skriver Deutsche Welle.