Krimi7. december 2022

Teitur i uforløst retsdrama: - Jeg følte mig bange og truet

Onsdag eftermiddag tog realitystjernen Teitur Skoubo endnu engang plads på anklagebænken - denne gang ved Københavns Byret, tiltalt for vold
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Det er halvanden måned siden, at Teitur blev frikendt for voldtægt og dømt for vold af Landsretten. I dag sad han igen på anklagebænken.
 Video: Aller TV

Den tidligere paradise-vinder Teitur Skoubo var onsdag eftermiddag omdrejningspunktet i en voldssag fra september 2019 ved Københavns Byret.

Sagen drejer sig om en voldsepisode på natklubben Hive i København, hvor Teitur angiveligt skulle have kastet et glas af hård plastik i hovedet på et ukendt offer - en anklage, som realitystjernen nægter.

Onsdag kunne offentligheden så for første gang høre, hvordan de involverede parter oplevede episoden fra 2019.

Og der var ikke ligefrem enighed hos de to hovedpersoner, Teitur Skoubo og sagens forurettede, for at sige det mildt.

- Jeg følte mig truet og bange

Teitur var onsdag mødt op i Københavns Byret i selskab med sin mor og søster. I dagens anledning var han iklædt sort fra top til tå i en sort skjorte, sorte bukser og sorte sko.

Teitur fik som den tiltalte mulighed for at afgive forklaring først.

Ifølge den tidligere paradiso skete voldsepisoden efter flere provokationer fra sagens offer.

Teitur Skoubo
Endnu en gang sad Teitur anklaget i retten. Denne gang for vold mod en mand på et diskotek i København tilbage i 2019.
 Foto: Dan Mariegaard

Teitur forklarede onsdag i retten, at den forurettede i sagen havde været ovre og skubbe til ham ved tre forskellige lejligheder inden for 40 minutter.

Det hele kulminerede, da realitystjernen gik ud i rygegården på Hive for at trække noget frisk luft.

- Da jeg står derude kommer den samme person (der har skubbet til Teitur red.) løbende mod mig med armen hævet.

– Da han kommer helt tæt på mig, giver jeg ham et slag, forklarede Teitur for retten onsdag.

Ifølge ham havde han en drink i den venstre hånd, som han slog med.

Efter slaget ender de begge med at falde til jorden, og der skete ifølge Teitur ikke mere herefter, men han mener dog selv, at han havde god grund til at slå manden.

- Jeg følte mig bange og truet, forklarede han sagens anklager, før han igen kunne tage plads ved siden af sin forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen.

Meget forskellige forklaringer

Derefter var den forurettedes tur til at afgive forklaring.

Den unge mand, der var 23 på gerningstidspunktet, fortalte retten, at han var på Hive med flere personer fra sit nye studie.

På et tidspunkt bliver han og de øvrige i hans selskab opmærksomme på, at Teitur var til stede på natklubben.

- Vi står og snakker om ham, fordi det ikke er hver dag, man ser en fra Paradise hotel, lød det fra den forurettede mand, der i retten var iklædt en sort skjorte, sorte jeans og et par lyse sko.

Realitystjernen står på det her tidspunkt på en repo, der er ophøjet over natklubbens dansegulv.

- Teitur står så med sin drink hen over floor, og pludselig kommer der en drink, der bliver hældt ud over os. Jeg ved ikke, om det var et uheld fra Teitur, eller om det var en bevidst handling, lød det fra den unge mand.

Han forklarede herefter, at han kort tid efter igen krydsede veje med realitystjernen.

Teitur Skoubo og Teresa Ovenberg
Teitur og Teresa nyder, at de igen er sammen, efter han blev løsladt fra sin varetægtsfængsling.
 Foto: Privat

– Da vi går forbi ham igen, hælder han sin drink ud over mig. Jeg er helt overbevist om, at det var med vilje den her gang, lød det skråsikkert fra den forurettede i sagen.

Han forklarede herefter, at han skulle have sagt til Teitur, at det nok var en god idé, at han holdt sig fra ham, hvis han havde en drink i hånden.

Kort tid efter ender de samtidig ude i rygegården på Hive.

- Da jeg står derude, opstår der noget skubberi. Jeg kan se Teitur, og jeg ser mit snit til at kaste resten af min drink ud over ham. Det drejede sig om bunden af en drink, omkring en deciliter.

Det fik ifølge ham Teitur til at gå amok.

- Han står med en drink i hånden, og han slår mig i hovedet med et overhåndsslag med sit glas, forklarede han.

Ifølge sagens offer lagde Teitur ham efterfølgende ned, hvilket gav ham et stort blåt mærke på armen.

- Det begynder at bløde voldsomt over mit øje, og jeg har i dag stadig et ar fra slaget. Det vil følge mig resten af livet, lød det lettere fortvivlet fra vidneskranken.

Uforløst drama

Det var egentlig meningen, at sagen skulle være afsluttet onsdag eftermiddag.

Men to af retssagens vidner dukkede ikke op, og det hele endte derfor meget uforløst - sagen blev nemlig udsat.

Det lykkedes dog sagens dommer, anklager og forsvarer at finde en ny retsdato med det samme - hvilket ikke er standart med de overfyldte retssale rundt om i landet.

Vi må derfor vente med sagens afgørelse indtil 21. december, hvor næste retsmøde vil blive afholdt.

Vil du læse mere om, hvad der foregik i retten onsdag, kan du med fordel læse vores livedækning af sagen her.

SE og HØR følger selvfølgelig sagen.

Sponsoreret indhold