Krimi12. marts 2024 (opd. 12. marts 2024)

Teenagere anholdt i Nordjylland: 13-årig pige brutalt dræbt

Nordjyllands Politi har i nat arbejdet på højtryk for at opklare de dystre omstændigheder, der førte til en ung piges død i den nordjyske by. Lokalbefolkningen opfordres nu til at bidrage med information.

Her blev hun fundet

SENESTE: Gik på samme skole som hende

To mistænkte er anholdt, efter at en 13-årig pige blev fundet dræbt i Hjallerup. Det oplyste Nordjyllands Politi omkring midnat natten til tirsdag.

De to mistænkte er en dreng på 17 år og en pige på 13 år, oplyser politiet i en ny pressemeddelelse omkring klokken 02.45.

- Vi ved, at der er en relation mellem den dræbte og de to anholdte, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os om motivet for drabet.

- Vi kommer til at undersøge sagen til bunds og afdække hele hændelsesforløbet – før, under og efter, siger fungerende vicepolitiinspektør Mads Hessellund, der leder politiets efterforskningen, i pressemeddelelsen.

Politiet modtog klokken 22.10 et alarmopkald via 112 om "et forhold i Hjallerup" nær varmeværket på Gravensgade.

- Ved patruljerne og ambulancens ankomst fandt man en svært tilskadekommen 13-årig pige, som kort efter blev erklæret død på stedet, lyder det i pressemeddelelsen fra midnat.

I den senere pressemeddelelse lyder det, at der blev udført førstehjælp på stedet, men at pigens liv ikke stod til at redde. De pårørende er underrettet.

Hun kan ikke strafffes

* Ifølge straffelovens paragraf 15 kan handlinger foretaget af børn under 15 år ikke straffes ved en domstol. Det gælder uanset forbrydelsens alvorlighed.

* Det er dog ikke nødvendigvis uden konsekvenser, hvis et barn begår kriminalitet.

* Børn og unge under 15 år kan godt blive anholdt, afhørt og ransaget i tilfælde af mistanke om kriminalitet.

* For børn og unge mellem 10 og 17 år, der er mistænkt for at have gjort noget kriminelt, kommer Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN) i spil.

* Mistænkte børn mellem 10 og 14 år vil blive indkaldt til et møde i UKN. Da unge over 15 år godt kan blive dømt, er det op til en dommer at beslutte, om de skal til et møde i UKN.

* På mødet deltager en ansat fra politiet, en repræsentant fra kommunen og en dommer.

* UKN vil efter mødet afgøre, hvilke indsatser der skal sættes i gang for, at barnet eller den unge kan leve et liv uden kriminalitet.

* Det er altså ikke rets- og fængselsvæsnet, der har ansvaret for børn under 15 år, men derimod de sociale myndigheder, som i yderste tilfælde kan beslutte at anbringe vedkommende uden forældrenes samtykke.

* Selv om børn under 15 år ikke kan dømmes ved en domstol, kan børn helt ned til 4 år stilles erstatningsansvarlige.

* Den kriminelle lavalder har i lang tid været 15 år med undtagelse af en periode mellem 2010 og 2012, hvor den fra politisk side først blev sænket og derefter hævet igen.

* Den kriminelle lavalder varierer fra land til land. I Schweiz kan man straffe børn helt ned til ti år gamle.

* I andre lande skal unge op til 18 år for ungdomsdomstole, som typisk tager midler som anbringelse og social hjælp i brug.

Kilder: Juraviden.dk, Legal Desk, Det Kriminalpræventive Råd

Kort efter fundet af den 13-årige blev der foretaget anholdelse af de to mindreårige.

Politiet vil ikke oplyse noget om sigtelser mod de to anholdte.

Nordjyllands Politi kan heller ikke oplyse, om der skal afholdes grundlovsforhør tirsdag.

Natten igennem arbejder politiet på højtryk i området omkring Hjallerup Fjernvarme på Gravensgade, som er der, hvor den 13-årige blev fundet.

Politiet er dog også til stede i andre dele af den nordjyske by. Borgere i og omkring Hjallerup skal forvente at se synligt politi, beredskab og hjemmeværn. Politiets hunde kommer også til at søge efter spor forskellige steder.

Der kommer også til at være afspærringer i byen tirsdag morgen, fordi der foregår tekniske undersøgelser.

- Vi understreger, at vi ser på sagen som en enkeltstående og dybt ulykkelig hændelse, men vi har fuld forståelse for, hvis det afføder utryghed i området og mange spekulationer om, hvad der kan være sket, siger Mads Hessellund i den senere pressemeddelelse.

Han opfordrer samtidig alle med oplysninger i sagen til at kontakte politiet på 114.

- Alle oplysninger kan være værdifulde og bidrage til politiets efterforskning.

Sponsoreret indhold