Krimi19. oktober 2022

Teenager på flugt fra sikret institution har meldt sig selv

I godt to uger var 17-årig på fri fod efter at være stukket af fra varetægtsfængsling.
Politi
Den 17-årige har nu meldt sig selv.
 Foto: Rigspolitiet

En 17-årig dreng blev tirsdag efterlyst, efter at han i slutningen af september var stukket af fra en sikret institution.

Han har nu meldt sig selv, oplyser Københavns Vestegns Politi onsdag morgen.

- Personen, vi i går efterlyste i forbindelse med flugt fra en sikret institution, har meldt sig selv. Derfor har vi fjernet det offentliggjorte foto fra vores hjemmeside, skriver politikredsen på Twitter.

Teenageren er tidligere dømt for drabsforsøg og blev efterlyst med både navn og billede.

- Vi har søgt at få fat i den unge mand ad forskellige veje, men vurderer nu, at det er nødvendigt at efterlyse ham offentligt, lød det fra politikommissær Ole Nielsen i forbindelse med efterlysningen.

Politiet havde en formodning om, at drengen befandt sig i eller omkring København.

Han er dømt for drabsforsøg, men dommen er blevet anket. Derfor sad han varetægtsfængslet, indtil landsretten kan tage stilling til hans sag.

Fordi han er under 18 år, sker det på en sikret institution. Det var denne institution i Skibby, han formåede at flygte fra. Det er ikke oplyst, hvordan det lykkedes den 17-årige dreng at slippe væk.

Sponsoreret indhold