Krimi22. april 2024 (opd. 22. april 2024)

Teenager og 22-årig kendt skyldig i hjemmerøveri

For at få penge og stoffer trængte to unge mænd i august sidste år ind i en privat hjem i Helsinge, hvor de overfaldt en mand og en kvinde

For at få penge og stoffer trængte to mænd i august sidste år ind i et privat hjem i Helsinge.

Her blev en mand og en kvinde, der på daværende tidspunkt tre gange om dagen fik besøg af hjemmeplejen, røvet og tildelt flere lussinger midt om natten.

Det finder et enigt nævningeting ved Retten i Helsingør, som mandag har kendt de to mænd på henholdsvis 19 og 22 år skyldige i egentligt hjemmerøveri.

Manden og kvinden blev truet med en form for softgun, som en af mændene havde medbragt.

Herefter gennemsøgte de skyldige lejligheden og trak kvinden ned på gulvet og slæbte hende hen til en sofa, inden de forlod hjemmet med flere cigaretter.

Under gennemsøgningen har de to mænd ifølge anklagen råbt, at de "skulle have penge og stoffer".

Den 22-årige frifindes for at have forsøgt at tvinge kvinden til oralsex.

Retten finder det heller ikke bevist, at den 19-årige har sparket og forsøgt at voldtage det mandlige offer i hjemmets soveværelse.

De forurettede har i deres forklaringer haft svært ved at huske, hvorvidt de seksuelle overgreb fandt sted under røveriet eller i forbindelse med en tidligere episode, hvor de blev opsøgt af flere mænd.

Retten finder det således ikke bevist, at det er sket, da bevisførelsen alene bestod af ofrenes forklaringer.

Det var et fingeraftryk på en cigaretpakke og våbnet, som ledte politiet på sporet af de skyldige.

De har under sagen nægtet sig skyldige i at have begået lovovertrædelser i hjemmet og forklaret, at de slet ikke var til stede i hjemmet i Helsinge den nat.

Forud for røveriet har de været i hjemmet flere gange før for at købe hash, lød forklaringerne, som retten har valgt at tilsidesætte.

Egentligt hjemmerøveri omfatter tilfælde, hvor gerningsmænd og ofre ikke har haft forudgående personlige relationer.

Strafudmålingen i sagen afsiges af retten senere mandag.

Sponsoreret indhold