Krimi4. februar 2022

Teenager knust af gaffeltruck: Har fået amputeret halvdelen af kroppen

En teenager har ved et nærmest uforståeligt mirakel overlevet at blive knust af en gaffeltruck – men for at overleve har den unge fyr fået amputeret halvdelen af sin krop. Vi advarer om voldsomme fotos i denne artikel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/gaffeltruck.jpg
 (Modelfoto: MEGA)

Han burde være død. Så kort kan det siges.

For ingen burde overleve at få en fire tons tung gaffeltruck ned over sig.

Men amerikanske Loren Schauers er en vaskeægte fighter.

Og den unge fyr overlevede mod alle odds den uhyggelige ulykke, der fandt sted i september 2019.

Men for at overleve har Loren også betalt en umådelig høj pris. Han måtte gennemgå en såkaldt hemikorporektomi, som er en omfattende amputation, hvor lægerne fjerner hele underkroppen.

Hvordan kommer han af med urin og afføring?

Ved en så omfattende amputation skaber lægerne en kunstig blære, som fører urinen ud gennem et hul i maven.

Det samme gør sig gældende med afføring. Her får patienten indopereret en stomi, så også afføringen føres ud gennem et hul i maven.

I Lorens tilfælde betyder det, at man fik fjernet begge sine ben, sine kønsdele, sit bækken og sin endetarm. Den omfattende amputation er så gennemgribende og livsændrende, at den kun udføres i de tilfælde, hvor der ingen anden udvej er for at overleve.

Og sådan var tilfældet efter den alvorlige arbejdsulykke, som Loren var involveret i tilbage i september 2019. Her forulykkede han i sin gaffeltruck under et arbejde på en bro i Wilsal, Montana. Under ulykken blev den unge fyr klemt under den fire tons tunge gaffeltruck – men han mistede ikke bevidstheden.

Loren kunne derfor straks se, at han var ilde tilredt. Hans højre arm var – som han har forklaret det i et interview med Mirror – ”eksploderet”, og han kunne konstatere, at hele hans underkrop var knust.

Den unge fyr gav lægerne lov til at udføre den omfattende operation, for ellers vidste han, at han ville dø.

- Det var ikke en svær beslutning at få halvdelen af min krop amputeret – det var simpelthen et spørgsmål om liv eller død, så det var ikke svært for mig, fortæller Loren.

Hans vilde historie – og hans vej tilbage til livet – dokumenterer han nu på sin instagram-profil. Han har også oprettet en YouTube-kanal, hvor han sammen med sin kæreste fortæller om det nye liv, han er ved at vænne sig til.

Lige efter ulykken blev Loren overflyttet til et specialhospital i Seattle. Her forsøgte lægerne i første omgang at redde hans underliv og kønsdele. En scanning efter operationen afslørede dog, at skaderne var for omfattende – og derfor blev det besluttet, at en hemikorporektomi var eneste måde, at Loren ville kunne overleve.

I de første uger blev familien gentagne gange gjort opmærksomme på, at Loren efter alt at dømme ville dø. Men den unge fyr var – og er – en fighter. Han kom sig også langt hurtigere, end lægerne havde forventet.

De var sikre på, at han ville være indlagt i mindst et år. Efter bare tre måneder forlod han dog hospitalet, og efter yderligere fire uger på et genoptræningscenter var Loren helt hjemme. Her fortsætter han nu med at vænne sig til sin nye krop.

Du kan følge hans rejse lige her (instagram) og her (YouTube).

Sponsoreret indhold