Krimi12. april 2022

Teenagepige truet til sex: Begik ugentlige voldtægter

En 16-årig pige blev voldtaget af en voksen mand, som truede med at offentliggøre intime billeder
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/colourbox20977188_1.jpg
 Modelfoto: Colourbox

En mand er blevet idømt seks års fængsel for en lang række voldtægter begået mod en 16-årig pige.

Gennem et halvt år truede han sig ugentligt til sex med pigen.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Overgrebene fandt blandt andet sted i Albertslund.

Har anket dommen

Den 41-årige mand blev anholdt og varetægtsfængslet få uger efter, at Københavns Vestegns Politi blev opmærksom på sagen.

Han har siddet fængslet under efterforskningen.

Ud over fængselsstraffen fik han forbud mod at kontakte børn og unge under 18 år via internettet.

Sagen blev behandlet ved Retten i Glostrup. Manden har valgt at anke dommen til landsretten.

Manden truede pigen med, at han ville offentliggøre intime billeder af hende og sprede falske rygter, hvis hun ikke havde sex med ham.

Det fortæller senioranklager Helene Lindberg Brædder.

"Det er voldtægt, og i det lys skal man se straffen," siger hun i meddelelsen.

Hun beskriver offeret som en "psykisk sårbar pige".

Meld det straks

Overgrebene blev først stoppet, efter at pigen rakte ud til en hotline for børn og fortalte om det, som hun var udsat for.

Herefter blev politiet kontaktet.

"Sagen her er et godt eksempel på, hvorfor man straks skal gå til myndighederne, hvis man bliver truet på denne måde," siger Helene Lindberg Brædder.

Sponsoreret indhold