Krimi16. september 2022

Teenagedrenge fundet skyldige i hjemmerøveri

De to drenge gik i lejligheden og slog blandt andet beboeren

To drenge på 16 og 17 år er fredag fundet skyldige i at have deltaget i et hjemmerøveri i Birkerød.

Det oplyser Retten i Lyngby, der senere udmåler straffen.

Hjemmerøveriet fandt sted i november 2021, hvor drengene sammen med to medgerningsmænd kørte i bil fra Ryparken til Birkerød.

Den 16-årige har forklaret, at de skulle hente penge som betaling for noget hash, der var blevet leveret.

Den 17-årige har fortalt, at han var i området i Birkerød, men at han ikke var med inde i en lejlighed og ikke vidste noget om et røveri.

Men rettens nævningeting har alligevel fundet dem begge skyldige i hjemmerøveri.

Ifølge retten sparkede de to formentlig først en dør ind til en tom lejlighed på 1. sal. Derefter gik de sammen med de to andre medgerningsmænd ind i en lejlighed i stueetagen, som var ulåst.

Her boede en 36-årig mand, som blev vækket og slået flere gange i hovedet med en pistollignende genstand. Der blev også råbt: "Hvor er dine penge", og de ledte i lejligheden efter værdier.

Beboeren gav dem sin telefon, pung og nøglerne til sin bil, som efterfølgende blev kørt væk. Bilen blev senere på dagen stoppet af politiet i Emdrup, og fire personer løb fra bilen. Begge drenge var i bilen, da den blev stoppet.

Det 36-årige offer har under sagen forklaret, at han ikke har købt hash af gerningsmændene.

- Nævningetinget fandt ikke grundlag for at antage, at lejlighedens beboer skyldte penge for hash, og herefter fandtes de tiltalte skyldige i egentligt hjemmerøveri, skriver retten på sin hjemmeside.

Selve dommen - med udmålingen af straffen - afsiges enten senere fredag eller torsdag i næste uge.

Sponsoreret indhold