Krimi 4. marts

Taxachauffør mistænkt: Kvinde udsat for seksuelt overgreb

Yngre kvinde har anmeldt forbrydelsen, der skulle være sket på parkeringsplads nær Allerød Station
Arkivfoto: Presse-fotos.dk

En kvindelig kunde i en taxa har anmeldt til politiet, at hun blev udsat for et overgreb natten til fredag i Allerød.

Muligvis blev forbrydelsen begået af den chauffør, der netop havde sat hende af.

Kvinden, der er i 20'erne, har oplyst, at hun blev udsat for forbrydelsen på en parkeringsplads nær Allerød Station. Politiet fik alarmen klokken 02.23, oplyser Nordsjællands Politi.

Fredag har betjente anholdt en mistænkt i sagen på baggrund af en efterforskning, hvor man blandt andet har forsøgt at sikre eventuelle spor på parkeringspladsen.

Risikerer fængsling

Politiet melder fredag eftermiddag på Twitter, at det endnu ikke er besluttet, om man vil kræve den anholdte varetægtsfængslet.

I givet fald skal en dommer lørdag i et grundlovsforhør tage stilling til begæringen.

Nordsjællands Politi har ikke umiddelbart frigivet oplysninger om alderen på den sigtede. Heller ikke hans holdning til sigtelsen er blevet offentliggjort.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Sponsoreret indhold