Krimi5. marts 2022

Taxachauffør forsøgte at voldtage kunde: Nu er han varetægtsfængslet

En 50-årig taxachauffør er sigtet for forsøg på voldtægt, efter at han forgreb sig på en kvindelig kunde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/c5763b6f-90dd-4844-8f0e-831ccefd2d0f-1024x683_0.jpeg
 Foto: Presse-fotos.dk

En 50-årig taxichauffør, der er sigtet for at have forgrebet sig på en kunde, er lørdag blevet varetægtsfængslet.

Det er sket under et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.

Ifølge sigtelsen forsøgte han at voldtage kunden, der er en kvinde i 20'erne, og udsatte hende for anden seksuel omgang end samleje.

Chaufføren havde kørt kunden til Allerød.

nægter sig skyldig

Kvinden anmeldte overgrebet, der ifølge sigtelsen skete på en parkeringsplads ved Banevang tæt på Allerød Station, klokken 02.23 natten til fredag.

På baggrund af politiets efterforskning blev den 50-årige fredag anholdt. Blandt andet sikrede politiet sig mulige spor på parkeringspladsen.

Lørdagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre. Her nægtede den 50-årige sig skyldig, oplyser senioranklager Martin Stassen.

Dommeren fandt dog, at der er begrundet mistanke om, at han er skyldig, og at han på fri fod vil lægge hindringer i vejen for efterforskningen.

Manden blev derfor varetægtsfængslet i to uger. Han overvejer nu, om han vil kære afgørelsen til Østre Landsret.

Sponsoreret indhold