Krimi28. februar 2021

Taget på fersk gerning: Kvinde stjal pølser og ketchup

En 34-årig kvinde blev taget på fersk gerning i Bilka med usædvanlige tyvekoster
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ipurestockx202020.jpg
 Foto: MEGA

Normalt ser politiet oftest, at butikstyveri involverer tyvekoster som elektronik eller dyre bøffer.

Derfor var det en noget usædvanlig sag, som Viborg Lokalpoliti rykkede ud til, efter de omkring klokken 23 blev hidkaldt til Bilka i Viborg.

Her var en 34-årig kvinde taget på fersk gerning, efter hun forsøgte at forlade butikken uden at betale for de varer, hun havde på sig.

- Jeg tænker simpelthen, at hun må være blevet sulten, og så har hun været ude for at stjæle en flaske Beauvais-ketchup, Steff Houlberg-pølser og en Bäncke-burgerdressing, siger politikommissær Andreas Andersen fra Viborg Lokalpoliti til TV Midtvest.

Da den udsendte patrulje visiterede kvinden, gjorde de den samlede værdi for hendes tyvekoster op til 82 kroner.

Politikomissæren kalder det for et særsyn, da butikstyve normalt går efter noget mere værdifuldt såsom elektronik eller dyre fødevarer.

Kvinden blev anholdt og sigtet for butikstyveriet. Hun blev derefter bortvist fra Bilka i Viborg og kan se frem til en bøde for sin lovovertrædelse.

Sponsoreret indhold