Krimi10. april 2024 (opd. 10. april 2024)

Tæskede kæresten: 33-årig får fængselsdom

En mand i Ringsted må en tur bag tremmer efter at have modtaget en voldsdom

En 33-årig mand idømmes ved Retten i Roskilde onsdag fængsel i et år og otte måneder for flere tilfælde af vold mod sin daværende kæreste i Ringsted.

Her tog manden kvælertag på kvinden og slog hende med knytnæveslag.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Volden fandt sted i en periode fra juni 2023 til december 2023, hvor manden både er dømt for vold, trusler og for at overtræde et tilhold, han fik i september 2023.

Men manden fortsatte med at opsøge den nu 27-årige kvinde ved blandt andet at skrive og ringe og opsøge kvinden ved hendes barns børnehave.

Derudover monterede han et skjult kamera i kvindens soveværelse og satte en gps på hendes bil.

Manden blev desuden dømt for at være i besiddelse af amfetamin og flere slagvåben.

Manden tog betænkningstid i forhold til at anke dommen. Han har været varetægtsfængslet, siden han blev anholdt den 11. december 2023.

Sponsoreret indhold