Det koster et syrisk forældrepar en fængselsdom, at de i februar sidste år bortførte deres to børn fra et opholdssted ved Vejle og kørte dem til Tyskland.
Dommen er faldet tirsdag i Retten i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Bortførelsen fandt sted 15. februar sidste år, hvor den 38-årige kvinde hentede børnene på et opholdssted ved Vejle, hvor børnene var tvangsanbragt.
Moren skulle have uovervåget samvær med børnene, som dengang var henholdsvis 7 og 11 år.
Ægteparret kørte herefter sammen med børnene til Tyskland, hvor moren opholdt sig med børnene, indtil hun blev tilbageholdt af tysk politi 30. april 2024.
I sagen har retten straffet kvinden med seks måneders fængsel, mens den 40-årige far idømmes fængsel i otte måneder. De syriske par har også fået en advarsel om udvisning.
En 41-årig syrisk mand hjalp parret med bortførelsen, da han lånte dem sin bil. Han er idømt 30 dages fængsel og får ligeledes en advarsel om udvisning.