Politiet mistænker seks mænd for at være involveret i en frihedsberøvelse af en 43-årig mand fra Ikast. Og torsdag eftermiddag bliver de seks fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Sydøstjyllands Politi oplyser på meddelelsestjenesten Politi Update, at mændene er blevet anholdt i løbet af det seneste døgn i både Haderslev og ved Horsens.
Mændene bor i henholdsvis Haderslev og i Ikast.
Sydøstjyllands Politi har indtil kort før middagstid torsdag ikke villet oplyse nærmere om grundlaget for anholdelserne. Men det viser sig nu, at der er tale om en sag, som er efterforsket gennem flere dage.
- Det er en sag, vi har arbejdet målrettet med at efterforske de seneste dage, og vi er glade for, at det i løbet af det seneste døgn har ført til flere anholdelser, siger vicepolitiinspektør Christian Skyt i en pressemeddelelse.
En syvende person har også været anholdt i sagen, men vedkommende bliver ikke stillet for en dommer og løslades.
Sydøstjyllands Politi oplyser ikke, om den syvende person er sigtet.
Det er blandt andet på Grøftholtvænget i den nordlige udkant af Haderslev, at politiaktionen har udspillet sig.
- I forbindelse med efterforskningen arbejder vi fortsat på Grøftholtvænget i Haderslev, hvor vi også var til stede i går og i nat, siger vicepolitiinspektør Christian Skyt.
De nærmere detaljer om sigtelsens indhold har politiet ikke oplyst om. Kun at frihedsberøvelsen skal være sket i Vejle.
Hvor langvarig den har været, og hvad der har været det formodede motiv, er der ingen meldinger om, bortset fra, at der skulle være tale om et forløb i et lukket kriminelt miljø.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden forventeligt vil anmode dommeren i Kolding om at afvikle torsdagens retsmøde for lukkede døre.
De anholdte er henholdsvis 20, 28, 30, 36, 42 og 63 år.
Politiet har ikke oplyst, hvordan de anholdte stiller sig til sigtelsen.