Krimi12. maj 2022

Svensk mand idømt 13 års fængsel for drab på Eddie Christensen

Eddie Karl-Johan Christensen blev skudt med en revolver og senere brændt på et bålsted i 2020
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210104_jsu6279.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

En 54-årig svensk mand straffes med 13 års fængsel for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, der blev skudt og efterfølgende brændt på et bålsted tilbage i 2020.

Det kom Retten i Hjørring frem til, og onsdag middag er Vestre Landsret nået til samme konklusion. Det skriver Nordjyske.

Drabet skete 9. maj ved en landejendom nord for Frederikshavn.

Dræbt og brændt

Eddie Karl-Johan Christensen blev først skudt med en revolver og efterfølgende brændt på et bålsted på den 54-årige Bengt Johan Reistads ejendom.

Det har ikke været muligt for retsmedicinere at slå fast, om den 39-årige var afgået ved døden, før han blev brændt.

Specialanklager Kim Christensen, der førte sagen i byretten, kaldte drabet for "særligt hensynsløst og kynisk" i sine afsluttende bemærkninger, inden dommen blev læst op i oktober sidste år.

- Drabet havde karakter af en likvidering. Tiltalte var yderst målrettet, hensynsløs og kynisk i sine bestræbelser på at slå Eddie ihjel, sagde Kim Kristensen i retten.

usømmelig omgang med lig

En 47-årig medtiltalt mand har også fået stadfæstet sin dom. Han blev straffet med ti måneders fængsel for usømmelig behandling af liget.

Han har tidligere udtalt, at det var på grund af hårdt pres fra Bengt Johan Reistad, at han hjalp med at skaffe liget af vejen.

De forkullede rester af liget blev fyldt i to olietønder og kørt til et lager i Frederikshavn, som tilhørte den 54-årige.

Da Retten i Hjørring oprindeligt endte med at straffe de to mænd, tillagde man den 47-åriges forklaring stor betydning.

Han forklarede blandt andet, at det var den 53-årige, som begik drabet, og at det skete efter et skænderi med Eddie Karl-Johan Christensen.

Det var ikke første gang, at han blev forsøgt dræbt. Tilbage i 2016 blev han livsfarligt kvæstet med en gaffelnøgle. Det fandt sted ikke langt fra samme ejendom nord for Frederikshavn.

Den 47-årige mand er blevet løsladt igen, idet han sad varetægtsfængslet i 18 måneder. Derfor kunne han i oktober sidste år forlade retten som en fri mand.

Sponsoreret indhold