Krimi13. august 2021

Stukket 11 gange og smidt ud fra altan: Mirakel at Louise lever

Ekskæreste stod bag det brutale overfald, der kunne have kostet hende livet - nu forsøger den 28-årige kvinde at hjælpe andre voldramte kvinder
Af
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/copy_of_copy_of_20210713_wen_-_louise_makkonen_thagaard_28.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Af Maibrit Jürs, Ude og Hjemme

- Jeg har været usandsynligt heldig.

Og når man hører, hvad den nu 28-årige Louise Makkonen Thagaard har været igennem, kan man kun give hende ret.

Smidt ud over altan

For da hendes daværende kæreste for et par år siden gik amok og stak hende 11 gange, var hun ikke i tvivl om, at han ville dræbe hende.

Og det skete for øjnene af parrets toårige søn. 11 gange stak manden hende. Herefter smed han hende ud over altanen, hvor hun ramte betonen seks meter længere nede.

- Jeg vågnede først på hospitalet, efter jeg havde fået blod og var blevet opereret, fortæller hun fredag i et stort interview med Ude og Hjemme.

https://imgix.seoghoer.dk/20210713_wen_-_louise_makkonen_thagaard_11_preview.jpg

Hvert år udsættes 110.000 danske kvinder som Louise for fysisk eller psykisk partnervold. Foto: Kasper Wenstrup

Social kontrol

Skaderne var så alvorlige, at Louise var meget tæt på at forbløde. Blandt andet fra et stik i halsen, hvor den store vene var blevet skåret over.

Og det var ikke første gang, at manden havde overfaldet hende. Alligevel kom Louise hele tiden tilbage til ham.

- Kontrollen foregik på et psykisk plan.

- Jeg fik hele tiden at vide, at jeg ikke var god nok, og når man hører det tilstrækkeligt mange gange, begynder man at tro på det, fortæller Louise.

- Efterhånden troede hun ikke længere på, at hun kunne klare sig alene. På den måde blev hun afhængig af sin ekskæreste.

https://imgix.seoghoer.dk/louise_preview.jpg

For at skabe opmærksomhed på problemer med vold mod kvinder har Louise Makkonen Thagaard ladet sig fotografere til udstillingen Red Min Søster sammen med andre voldsramte kvinder. Foto: Sarah Buthmann. Blomster: Poppykalas

Du er ikke alene

I dag sidder han fængslet med en dom på syv år for drabsforsøget. Og Louise, der har fået forældremyndigheden over sønnen, er et helt nyt sted i sit liv.

Hun er glad for, at hun slap med en lam kæbe. I faldet brækkede hun bækkenet, men det var kun halvanden centimeter fra, at hun havde brækket ryggen i stedet.

- Det er vigtigt for mig, at min historie kan bruges til at hjælpe andre, så de ved, at de ikke er alene, siger Louise.

Hun råder andre voldsramte kvinder til at tale med nogen.

- De skal vide, at de ikke er alene. Og så skal de vide, at hvis de har tanken om, at der er noget galt, så er der noget galt, og så skal de søge hjælp.

Du kan læse hele historien her.

Sådan får du hjælp

Hvis man udsættes for vold af sin partner, kan man ringe hele døgnet til Den nationale hotline hos Lev Uden Vold på 18 88 eller til Danner på 33 33 00 47.

Man behøver ikke nødvendigvis at flytte på krisecenter, men man kan få hjælp til at overskue situationen og komme i et samtaleforløb med en professionel rådgiver.

Hvis man har brug for hjælp til at forlade sin partner, findes der krisecentre over hele landet, hvor man kan flytte ind.

Man behøver ikke at kontakte kommunen først.

Sponsoreret indhold