Krimi5. oktober 2020

Stort mørketal: De daglige coronatal kan være forkerte

Private virksomheder, der laver coronatest, kan ikke sende data til Statens Serum Institut

Hver dag søger flere tusinde danskere mod private virksomheder for at få lavet en coronatest.

Det sker for at undgå ventetiden, der kan være ved de store hvide testtelte rundt omkring i landet. Her kan det både være svært at få en tid, men også svartiden kan være lang.

Flere virksomheder betaler for, at deres medarbejdere kan blive testet, hvis de skal rejse eller har brug for hurtige svar på coronatest for at undgå intern smitte i virksomheden.

Artiklen forsætter under billedet.

https://imgix.seoghoer.dk/xnaphotostwo267510.jpg
 Foto: MEGA

Coronatests. Foto: MEGA

Men de mange private-tests bliver ikke registreret hos Statens Serum Institut, der offentliggør de daglige smittetal. Ifølge flere eksperter skaber det et stort mørketal for, hvor mange danskere der egentlig er smittet.

Det skriver Politiken.

Det har sat gang i det private marked, hvor man udfører de såkaldte PCR-tests. Angiveligt bliver der lavet flere tusinde test af private udbydere dagligt.

- For virksomheder og mange borgere nytter det ikke noget først at få et svar tre dage efter, man har fået taget en test. På det tidspunkt er den jo historisk og nærmest ligegyldig, da man jo kan være blevet smittet siden. Hastigheden og sensitiviteten på testen er det vigtige, når man skal holde sin produktion kørende og ikke risikere nedlukning, siger Ulf Bech Christensen, administrerende direktør i Pentabase, til Politiken.

Statens Serum Institut har ikke mulighed for at modtage de private firmaers data, selvom de gerne deler den med staten. Lige nu bliver der dagligt lavet omkring 5000 private tests. Et tal der kun forventes at stige og mange fordobles.

- I coronatestningen spiller det offentlige og private ikke sammen i øjeblikket. Vi kører lige nu 5.000-6.000 tests om ugen og har i snit en til to positive svar om dagen. Men vores data kan ikke indberettes nogen steder og ryger derfor ned i et sort hul, siger direktør i Qlife Thomas Warthoe til Politiken.

I det offentlige bliver der dagligt testet omkring 40-50.000 danskere. I alt har de danske hospitaler lavet op mod fire millioner coronatests, siden epidemien brød ud i foråret.

Alligevel mener flere eksperter ifølge Politiken, at det er problematisk, at man ikke kender det præcis tal. Samtidig bliver de danskere, der går til det private, ikke smittesporet.

- Det er noget værre rod, siger Karen Angeliki Krogfelt, professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet til avisen.

Statens Serum Institut oplyser, at man er bekendt med problemstillingen, lyder det ifølge Politiken.

Sponsoreret indhold