Stort brag i København: Politiet massivt til stede

Københavns Politi er tirsdag aften til stede ved Engelstedsgade 39 på Østerbro til meldinger om høje brag.
Billeder fra stedet viser, at en ukendt genstand har ødelagt en rude.
- Vi får en anmeldelse klokken 19.05 om, at der skulle være ild i et rækkehus. Vi kommer derud, og der var ikke nogen ild, men der var kastet noget igennem en rude til et fælleshus, siger vagtchef Dyre Sønnichsen til Ritzau.
- Vi er ved at undersøge, hvad det er for noget, tilføjer han.
Nogle i området har hørt høje brag og har troet, at der var skud, men det er der ikke tegn på, siger vagtchefen.
Politiet leder efter en person, der er løbet fra stedet.
- Vi har fået teknikere på, der er ved at undersøge sagen. Vi tager det meget seriøst, siger vagtchefen.
Der er ingen tilskadekomne eller anholdte i sagen.
Politiets teknikere er ankommet til stedet.
Slår man adressen op på Google, står der, at en forening med navnet Beboerforeningen Ulrik har til huse på adressen.
- Omdrejningspunktet er Fælleshuset Ulrik på hjørnet af FF Ulriksgade og Engelstedsgade. Her er der ugentlige madklubber, yoga, seniorklub og barselsgruppe, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Politiet har ikke meldt ud, om hændelsen har noget med foreningen at gøre.
Politiet oplyser til gengæld, at en anden forening også er tilknyttet lokalerne, men hvilken forening der er tale om, ved politiet endnu ikke.