Krimi8 timer siden

Store flammer: Kvinde redder sin mand ud af brændende hus

En kvinde kom natten til mandag hjem til et brændende hus, hvor hendes mand var fanget

Da en kvinde kom hjem fra natarbejde tidligt mandag morgen, blev hun mødt af et skrækkeligt syn ved Knudstrup i Kalundborg.

Her så hun nemlig, hvordan hendes hus var gået i brand - og hvad værre var, så var hendes mand stadig inde i det brændende hus.

Men kvinden handlede ifølge politiet resolut, da hun i første omgang kontaktede politiet klokken 03.48, hvorefter hun selv gik i aktion for at redde sin mand.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport for weekendens politiarbejde.

Kvinden endte nemlig med at gå ind i det brændende hus, som havde udviklet store flammer og kraftig røg.

Det lykkedes heldigvis kvinden at redde sin mand, og parret blev efterfølgende kørt til observation for røgforgiftning.

Politi, brand og redningspersonale arbejdede fortsat på stedet, da klokken var 06.00, hvor de nu var gået i gang med efterslukningsarbejdet på stedet.

Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået, skriver politiet.

Sponsoreret indhold