Storbritannien godkender som første land coronapille
Storbritannien er torsdag blevet det første land i verden, der har godkendt Lagevrio, som er en coronabehandling i pilleform.
Den er godkendt til brug hos personer, der har mild til mellemsvær covid-19 og mindst en risikofaktor for at udvikle alvorlig sygdom.
Det kan for eksempel være overvægt, diabetes eller hjerteproblemer. Også alder kan være en faktor.
- I dag er en historisk dag. Som det første land i verden har Storbritannien godkendt en antiviral behandling mod covid-19, der kan tages i hjemmet, siger sundhedsminister Sajid Javid.
- Det her er et stort fremskridt for de mest sårbare og personer med nedsat immunforsvar. De vil snart få mulighed for at modtage denne banebrydende behandling.
Den godkendte pille er udviklet af de amerikanske selskaber Merck og Ridgeback Biotherapeutics.
Lagevrio fungerer ved at hindre virus i at formere sig, og på den måde sørger midlet for, at der er mindre virus i kroppen.
Baseret på kliniske forsøg vurderes det at være mest effektivt, hvis det tages tidligt i et sygdomsforløb.
Det anbefales, at behandlingen begyndes, senest fem dage efter at man har fået symptomer på covid-19.
Pillen er godkendt af den britiske myndighed MHRA, som er tilsynsmyndigheden for lægemidler og sundhedsprodukter.
MHRA vurderer, at behandlingen for risikogrupperne "sikkert og effektivt mindsker risikoen for indlæggelse og død".
Direktøren for MHRA, June Raine, kalder pillen for "endnu et lægemiddel i vores våbenlager".
- Det er også verdens første godkendte antivirale middel mod denne sygdom, der kan indtages via munden i stedet for intravenøst (via blodårer, red.), siger hun.
Lars Østergaard, der er professor på Aarhus Universitet og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital, kaldte for nogle uge siden behandlingen for "lovende".
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har sagt, at det vil forsøge at sætte farten op på den evaluering af midlet, som man sidste uge påbegyndte.
EMA's rolle er at evaluere og overvåge brug af medicin i EU.