Stor mystik om 9/11: Pilot mener, at et femte fly skulle deltage i terrorangrebet

LÆS OGSÅ: Terrorangreb mod New York - Sådan er det ALDRIG set før
11. september 2001 ligger mere end tyve år tilbage.
Men selv om det efterhånden er en historisk begivenhed, er angrebet fortsat omgærdet af stor mystik.
En ny dokumentar gør ikke det hele mindre gådefuldt - her undersøger de nemlig muligheden for, at der var et femte fly, som skulle have deltaget i terrorangrebet.
Sådan lyder det i "TMZ undersøger: 9/11: Det femte fly", som er en ny dokumentar, der får premiere mandag aften i amerikansk tv.
Det skriver New York Post.

Her snakker de med en tidligere, der 11. september 2001 skulle have fløjet American Airlines fly nummer 23 fra New York til Los Angeles.
- Der er en god chance for, at vores fly var udvalgt til at blive brugt som et masseødelæggelsesvåben den dag, fortæller den tidligere pilot Tom Manello i dokumentaren.
Flyet var af mærket Boeing 767, og var altså identisk med de to fly, som endte med at flyve ind i de to tvillingetårne.
Fandt to hobbyknive
Hele fire fly var involveret i terrorangrebet rettet mod USA 11. september 2001.
To fly, som fløj ind i de to World Trade Center-tårne, et fly rettet mod Pentagon og et fjerde fly, hvor passagererne lykkedes med at få flyet til at forulykke på en mark i Pennsylvania.
Mediet TMZ har dog brugt seks måneder på deres egen efterforskning, der tyder på at et femte fly muligvis skulle have været brugt under terroranslaget.

Piloten Tom Mannello fortæller i dokumentaren, at man fandt to hobbyknive, som var placeret í sædelommerne på 1. klasse - dog i flyet, som var parkeret ved siden af American Airlines fly nummer 23.
- Hvis nogen på jorden samarbejdede med dem (terroristerne red.), har de simpelthen begået en fejl og placeret hobbyknivene på det forkerte fly.
- Dengang ville det ikke være det sværeste i verden at plante knivene, lyder det fra Tom Mannello.
Mistænker fire personer
De øvrige ansatte på American Airlines 23 lagde den morgen mærke til særligt fire personer på første klasse, som de mistænkte for at have urent mel i posen.

To mænd, hvoraf en svedte i særlig grad, et barn, og en kvinde klædt i en hijab - som menes at have været en mand klædt ud som en kvinde, hvis man spørger flypersonalet.
- Det var mærkeligt (at han svedte red.), for klokken var kun otte om morgenen, og flyet var iskoldt, fortæller Sandy Thorngren, som var ombord på flyet 11. september som stewardesse.
Hun gjorde desuden en anden usædvanlig observation - de fire førsteklassesrejsende ville ikke have noget mad.
- I kunne høre dem sige, "vi vil ikke spise, vi behøver ikke mad. Vi vil gerne lette, og vil ikke have mad. Vi vil bare gerne afsted", forklarer stewardessen i dokumentaren.
American Airlines fly nummer 23 nåede aldrig på vingerne den skæbnesvangre morgen - inden blev alt flytrafik i USA nemlig indstillet som følge af det chokerende terrorangreb.
Flyet nåede derfor kun ud på landingsbanen, men blev kort efter kaldt tilbage til gaten.

2.996 mennesker døde i forbindelse med terrorangrebet på World Trade Center i New York.
Deriblandt menes 19 flykaprere at være omkommet under angrebet.