Krimi30. april 2022 (opd. 3. februar 2023)

Stor mystik: Hvor er 13-årig pige?

Teenagepige fra Amager er ikke set siden fredag morgen. Politiet har endnu ikke fundet spor efter skoleeleven

Københavns Politi leder lørdag formiddag videre efter en 13-årige pige fra Amager, som har været forsvundet det seneste døgn.

Det fortæller central efterforskningsleder Eskild Brodersen.

Politiet har endnu ingen spor efter pigen og ved ikke, hvad årsagen til hendes forsvinden kan være.

Pigen mødte ikke op på sin skole på Amager fredag morgen, og hun kom ikke hjem til sin familie om eftermiddagen som aftalt.

Ifølge den centrale efterforskningsleder involverer eftersøgningen endnu ikke patruljehunde eller eksempelvis helikopter. Til gengæld leder politiets almindelige patruljer efter pigen.

- Hver gang nogen er forsvundet, sætter vi vores patruljer til at søge.

- Derudover forsøger vi at afdække, hvorfor pigen er forsvundet, og hvor hun eventuelt kan befinde sig. Og det er vi endnu ikke kommet nærmere, fortæller Eskild Brodersen.

Københavns Politi fortalte natten til lørdag, at det ikke er normalt for den 13-årige pige at bryde en aftale. Politiet ser derfor med stor alvor på sagen og har talt med både hendes familie og venner.

Derudover har betjente undersøgt overvågningsvideoer fra pigens rute fra hendes hjem til skolen.

Politiet opfordrer borgere, der har set pigen, til at henvende sig.

Derudover er politiet interesserede i alle oplysninger, der kan pege i retning af, hvor hun kan være taget hen.

Sponsoreret indhold