Krimi17. oktober 2022

Stoppet i lufthavnen: Havde en formue gemt i bagagen

Svenskere afsløret i Kastrup med kuffert fyldt med penge - havde 1,8 millioner kroner med på rejsen til Istanbul
Tolderne i Københavns Lufthavn bruger blandt andet hunde som denne, når der skal opspores ulovlige varer som stoffer, men også penge i alt for store mængder.
Tolderne i Københavns Lufthavn bruger blandt andet hunde som denne, når der skal opspores ulovlige varer som stoffer, men også penge i alt for store mængder.
 Foto: Mads Winther/Ritzau Scanpix

Med masser af kontanter i bagagen forsøgte fire svenske statsborgere søndag eftermiddag at rejse fra lufthavnen i Kastrup til Tyrkiet.

Men de kom aldrig op at flyve. Tolderes scanninger af kufferterne førte til en nærmere undersøgelse.

I alt lå der i forskellig valuta, hvad der svarer til 1,8 millioner danske kroner.

Det er kommet frem under et grundlovsforhør i Københavns Byret mandag.

De fire, der er i alderen fra 20 til 60 år, har nægtet sig skyldige i grov hvidvask. Imidlertid har dommeren besluttet at fængsle dem i 17 dage.

Sagen er langt fra enestående. Lørdag blev en 48-årig svensker, der også ville rejse med fly fra Kastrup, taget med 1,6 millioner kroner.

På det seneste har politiet set flere lignende tilfælde, lyder det i en pressemeddelelse mandag fra Københavns Politi.

- I flere tilfælde har der været forholdsvis store kontantbeløb, som de rejsende har forsøgt at føre ud af landet, hvilket vi formoder er hvidvask, udtaler vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Der er tale om hvidvask, når man ved, at pengene formentlig stammer fra ulovlige aktiviteter.

I disse dage behandler Københavns Byret en sag mod to mænd, der er tiltalt for at have udført mere end 45 millioner kroner.

Disse mænd blev taget i februar med, hvad der svarer til fire millioner kroner. Men de har rejst adskillige gange og hver gang med samme formål, hævdes det i tiltalen.

Sponsoreret indhold