Stjal fyrværkeri for 150.000 kroner: Container skåret op med vinkelsliber og tømt
150.000 kroner.
Så meget vurderer Mikkel Sørensen, medejer af Hadsten Fyrværkerisalg, at der natten til søndag er blevet stjålet fyrværkeri for.
Da han mødte ind søndag morgen, blev han mødt af synet af en container, der var skåret op og tømt.
- I morges, da vi kom, åbnede vi en container, som var splittet til atomer, forklarer han til TV2 Østjylland.
I containeren lå de tilbageværende kasser hulter til bulter. Mikkel Sørensen synes, det ligner, at tyvene har vidst ret præcist, hvad de gik efter.
Mikkel Sørensen vurderer, at gerningspersonen har været "af mindre statur", fordi hullet, vedkommende er kravlet ind ad, var meget småt.
Samtidig tyder sporene på, at hullet i containeren er lavet med en vinkelsliber.
- Man skal være ret modig som tyv, hvis man smider gnister ind i sådan en container, siger Mikkel Sørensen.
Tyveriet har haft konsekvenser for forretningens kunder. Flere er kommet forgæves for at hente fyrværkeri, de allerede havde bestilt.
Det fyrværkeri, der er tilbage, kan ikke sælges, da det er blevet beskadiget under indbruddet.
- Den frustration, når man har brugt tid og kræfter på noget, som nogle andre ødelægger så hurtigt - det bliver man kun sur over, siger han.
Firmaet har varerne forsikret og kan derfor få en stor del af beløbet tilbage.
Der er dog fortsat omkostninger efter tyveriet. Blandt andet til at få containeren lukket igen samt en selvrisiko på 15.000 kroner.
Fremover vil Hadsten Fyrværkerisalg sikre bedre overvågning ved containeren.
Trods de ærgerlige omstændigheder formår Mikkel Sørensen alligevel at bevare det gode humør.
- Vi kan ikke sige så meget andet til tyvene end, at det er mega træls. Og husk sikkerhedsbriller – men det gælder vist alle, siger han med et smil.
Ved hjælp af firmaets leverandører er det allerede lykkedes Hadsten Fyrværkerisalg at få erstattet næsten alt, hvad der er forsvundet.