
Stjal for 500 kroner i supermarked: Nicki Bille straffet

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
LÆS OGSÅ: Nicki Bille dømt for røveri og vidnetrusler: Nu er der nyt
Nicki Bille, 37, er blevet en plet på straffeattesten rigere.
For den tidligere danske landsholdsspiller er blevet straffet med en bøde på 1.100 kroner for et tyveri i Meny 3. juni i år - et tyveri som SE og HØR berettede om som det eneste medie samme dag.
Det fremgår af sagens bødeforlæg, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Den tidligere professionelle fodboldspiller er blevet straffet for tyveri efter straffelovens paragraf 276, da han denne junidag cirka klokken 14.10 havde stjålet varer fra Meny Toften i Valby til en samlet værdi af 500,90 kroner.
Af sagens bødeforlæg fremgår det, at Nicki Bille blev idømt bøden 8. juli - altså lidt over en måned efter tyveriet i Meny-butikken.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Nicki Bille til bøden og tyveriet - uden held.
Stjal madvarer
Det fremgår dog ikke af sagens bødeforlæg, hvad den forhenværende professionelle fodboldspiller stjal fra Meny.
Men flere af hinanden uafhængige kilder tæt på sagen har tidligere fortalt SE og HØR, at Nicki Bille tog madvarer med sig fra butikken - uden at betale.
Det var også SE og HØR, der på dagen for tyveriet kunne berette, at Nicki Bille var blevet anholdt foran Meny Toften i Valby.

SE og HØR var i besiddelse af flere billeder, der viste, at den tidligere professionelle fodboldspiller var blevet anholdt.
På daværende tidspunkt bekræftede både Meny Toften og Københavns Politi, at en person var blevet anholdt på stedet.
Vidnetrusler og røveri
Knap fire måneder inden anholdelsen foran Meny Toften blev Nicki Bille idømt ubetinget fængsel i seks måneder for vidnetrusler og røveri begået mod en Coop365-butik i Hvidovre.
Han blev af en enig domsmandsret kendt skyldig i at have stjålet en juice, en thaiboks og en papvin fra en Coop365-butik i Hvidovre til en værdi af 176 kroner.
Episoden fandt sted i september 2024.
Her slog retten fast, at tyveriet udviklede sig til et røveri, da Nicki Bille gik tilbage for at konfrontere to medarbejdere, en dreng på 16 og en dreng på 18.
SE og HØR var til stede under retsmødet i januar, hvor retten blandt andet lagde vægt på Nicki Billes opførsel over for medarbejderne.
Retten vurderede, at der var tale om et forsøg på at få de stjålne varer i sikkerhed, da Nicki Bille gik tilbage og truede medarbejderne.

I denne sag mener fodboldspilleren ikke, at han har begået et røveri. Bille mener, at der er tale om et "juridisk røveri", hvorfor han har anket dommen til Østre Landsret.
Og det bliver tirsdag 2. marts 2027, at Nicki Bille tager plads i landsretten, hvilket SE og HØR tidligere har skrevet.
Nicki Bille nåede at spille tre danske landskampe. Han optrådte for klubber som Lech Poznan, Rosenborg, Villarreal og Nordsjælland.
Men Bille er også flere gange blevet dømt - for vold, trusler, stofmisbrug og hærværk. Det kan du læse mere om nedenunder.
