Krimi24. november 2023

Stine Bolther og Bent Isager-Nielsen: Her er forbrydelserne vi ALDRIG glemmer!

Hver uge går journalist og forfatter Stine Bolther og den tidligere drabschef og chef for Rejseholdet Bent Isager-Nielsen bag om de største drabssager i podcasten "På sporet", som netop er gået i luften med 4. sæson
Du kan hver uge høre Stine Bolther og Bent Isager i podcasten "På sporet". Her gennemgår de både de største drabssager men også de mere polititekniske ting. Sæson 4 er netop gået i luften!
Du kan hver uge høre Stine Bolther og Bent Isager i podcasten "På sporet". Her gennemgår de både de største drabssager men også de mere polititekniske ting. Sæson 4 er netop gået i luften!
 Foto: Søren Jul Lamberth

VOLDSOMT POPULÆRE: Har fået over 750.000 lytninger

Når man som Stine Bolther har været kriminalreporter i over 20 år, og når man som tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen har brugt 44 år af sit liv ved politiet, så er der utallige sager og skæbner, som har brændt sig fast i hukommelsen.

Betjentens forfærdelige dag

For Bolther er det blandt andre Jørgen. Færdselsbetjenten, som hun mødte i forbindelse med nogle tv-optagelser, og som bevæget fortalte hende om en aften, han var kaldt ud til et færdselsuheld i Frederiksværk.

En spritbilist havde påkørt en 13-årig dreng, som døde, og mens Jørgen stod der på stedet mellem alle de blå blink, kom drengens mor pludselig, fordi hun var kørt ud for at lede efter sin søn.

Bag om krimiparret

Stine Bolther

Journalist, forfatter, foredragsholder og tv- og radiovært. Siden 2002 har hun arbejdet med alt, hvad der har med blå blink og true crime at gøre. Det er der blandet andet kommet 14 bøger ud af.

Bent Isager-Nielsen

Tidligere politiinspektør og efterforskningschef, forhenværende drabschef og chef for Rejseholdet. Han har skrevet tre andre bøger udover ”De 7 Dødssynder” og er en populær foredragsholder, der også jævnligt optræder som ekspert på tv.

Din søn er død

– Det var altså Jørgen, der skulle kramme drengens mor og fortælle, at hendes søn var død. Ham, der måtte tage sig af hende den aften.

– Det var tydeligt, at han var stærkt påvirket af den oplevelse, og det lærte mig noget om, hvor meget hjerte betjente rummer, siger Stine Bolther.

Et rørende møde mellem mor og betjent

Efterfølgende kunne hun ikke slippe sagen. Derfor besøgte hun et par år senere den mor, der havde mistet sin søn den aften i Frederiksværk. Det blev et stærkt interview til TV 2 Lorry. Det stærkeste var afslutningen. Stine Bolther havde nemlig arrangeret, at Jørgen kom forbi, og hun glemmer aldrig det øjeblik, hvor moren gik hen og åbnede hoveddøren.

– Hun kastede sig om halsen på ham. Det var rørende at være vidne til, og jeg kommer aldrig til at glemme den historie. Den stakkels mor havde jo oplevet noget, der kunne ramme os alle. Hendes søde dreng havde bare været på vej på cykel for at spise hos sin mormor.

– Og uden egen skyld var han blevet ramt. Samtidig var det imponerende at opleve, hvordan moren midt i sorgen hankede op i sig selv for også at være der for sin datter.

Derfor valgte de hinanden

Det er tydeligt, at de to harmonerer godt, selv om de kommer fra hver sit erhverv. Deres veje har da også krydset hinanden gennem mange år. Det startede, da Stine Bolther var kriminalreporteren på Ekstra Bladet, og Bent Isager var politichefen, der skulle informere og besvare hendes spørgsmål. Den slags kan være en lidt kompliceret dans, og hos politiet var det ikke alle journalister, der blev talt lige varmt om. Men der var respekt om Stines navn.

Da Bent Isager gik på pension for fem år siden, stod Stine Bolther straks klar med idéer, de sammen kunne føre ud i livet. De to har blandet andet skrevet bogen ”De Syv Dødssynder” sammen med retsmediciner Hans Petter Hougen, ligesom de også afholder kriminal-kurser for journalister rundt om i verden. Og så sætter de sig altså også ved mikrofonerne og laver podcasten ’På Sporet’.

Det er de dystre sider af livet, der forbinder dem, men undervejs har de fundet ud af, at de også deler nogle af de sjove sider af livet. At de begge nyder en drink, et godt grin og lækker mad. Så de mødes jævnligt omkring hinandens spiseborde med deres ægtefæller.

Joachim fra Randers

At politifolks hjerter også bliver blandet ind i sagerne, kan Bent Isager nikke genkendende til. Sagen om 6-årige Joachim fra Randers er et godt eksempel.

Tilbage i 1986 gik den lille dreng for første gang alene til bageren med 100 kroner i sin mors pung. Men han nåede aldrig frem, for undervejs blev han bortført og senere fundet dræbt af knivstik.

Sagen om Joachim fra Randers sidder stadig i Bent Isager-Nielsen. Blandt andet fordi hans egen datter var cirka på samme alder.

Første barnedrabssag

– Den sag har betydet meget for mig. Det var min første barnedrabssag, og jeg og mine kolleger kom tæt på alle involverede i sagen, både de pårørende og gerningsmanden.

Sagen om Joachim fra Randers sidder stadig i Bent Isager-Nielsen. Blandt andet fordi hans egen datter var cirka på samme alder.
Sagen om Joachim fra Randers sidder stadig i Bent Isager-Nielsen. Blandt andet fordi hans egen datter var cirka på samme alder.
 Foto: Søren Jul Lamberth

– Samtidig var min datter næsten på samme alder som Joachim, og det påvirkede mig også. Vi var tre år om at opklare den sag og lavede en del fejlvurderinger undervejs.

– Men det var også en sag, hvor vores erfaringer rent faktisk senere blev brugt til at implementere nye metoder, så fagligt set kom sagen også til at gøre en forskel for mig, siger Bent Isager, som ikke bare har en fortid helt tæt på de største kriminalsager.

Du kan lytte gratis til alle afsnit af "På sporet" her:

Sponsoreret indhold