Krimi15. april 2024

Stedfar tiltalt for drab på spædbarn måtte forlade retten

Stedfaren, der sammen med moren er tiltalt for drab på deres spædbarn, kunne mandag ikke holde tårerne tilbage, da hendes gråd fyldte retssal A i retten i Nykøbing Falster
Retten i Nykøbing Falster danner rammen om den hjerteskærende retssag.
Retten i Nykøbing Falster danner rammen om den hjerteskærende retssag.
 Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Gråden vrænger sig ud af højtalerne. Den bliver ved. På videoen kan man se stedfaren og den lille baby. Hun er ked af det.

Anklageren viser flere videoer. En af stedfaren, der forsøger at få den nyfødte pige til at gå, en anden hvor han kører hendes hoved rundt.

- Wow hvor det kører rundt, kan man høre ham sige.

Den drabstiltalte mor dækker ansigtet i hænderne, han tører en tåre væk med en serviet.

- Min klient får det rigtig skidt, må han få lov til at forlade retten, spørger hans forsvarer.

Dommeren giver ham lov, mens resten af videoerne af den lille pige afspilles.

- Jeg vil gerne væk fra det hele, siger han, inden han bliver ført ud af de to betjente fra Kriminalforsorgen.

Han er sammen med moren til pigen tiltalt for drab ved at have tæsket den bare seks uger pige ihjel.

Af anklageskriftet fremgår det, at der på pigen blev fundet fem kraniebrud, ikke under 14 ribbensbrud, brud på lårbens- og skinnebensknoglerne på begge ben, underhudsblødninger i ansigtet og på benet og det øvre læbebånd var overrevet.

Nogle af brudene var friske, andre ældre og andre friske i ældre skader. På den baggrund blev det slået fast, at volden var sket over flere omgange, inden for et længere tidsrum.

Hun blev 7. september 2022 hastet til hospitalet, da hun stoppede med at trække vejret. To dage senere, efter en døbt lige der blandt hvide kitler og slanger - mistede hun livet.

De nægter sig begge skyldige.

Både stedfaren og moren har forklaret, at de ikke lagde mærke til nogle af de skader, som pigen havde. Ligesom de ikke har et svar på, hvordan de skulle være er opstået.

Retslægerådet har udtalt, at babyen var så kvæstet, at det umuligt kan passe, at moren og stedfaren kunne undgå at vide, at der var noget galt.

Udsat igen

Der skulle være faldet dom i sagen i dag, men grundet flere forskellige ting, er det altså ikke tilfælde. En af de omstændigheder er, at forsvarer for både moren og stedfaren har insisteret på at få undersøgt, om pigen led af den meget sjældne sygdom Osteogenesis imperfecta, OI.

Sygdommen medfører blandt andet svage knogler, der let brækker ved mindre skader. En læge fra Skejby har vurderet, at skaderne ikke kan forklares med OI, men vurderer samtidig, at det ikke kan "udelukkes, at barnet led af OI".

Derfor er sagen nu igen udsat indtil en læge fra Rigshospitalet kan vidne i sagen og fortælle, hvorvidt den sjældne sygdom overhovedet har relevans i denne sag.

- Jeg mener det er overflødigt, sagde anklageren i sagen.

- Jeg mener det er et overraskende klart svar. Nu må det her stoppe, vi kan ikke blive ved med at udsætte sagen.

Det er derfor uvist, hvornår der falder dom.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden vil fratage moren og stedfaren retten til eventuel arv og forsikring, hvis de bliver fundet skyldige.

Begge de tiltalte er beskyttet af et navneforbud.

Sponsoreret indhold