Krimi7 timer siden (opd. 7 timer siden)

Statsadvokaten har anket sag om overfald på homoseksuelle

To drenge blev for to uger siden dømt for grov vold mod homoseksuelle, men frifundet for hadforbrydelse

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at anke dommen i en sag om overfald på homoseksuelle mænd i Odense til landsretten.

I ankesagen vil Statsadvokaten blandt andet have landsretten til at vurdere, om der var tale om en hadforbrydelse.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse tirsdag.

Fire drenge var ved Retten i Odense tiltalt for at have udsat tre homoseksuelle mænd for vold i Odense en aften i september sidste år.

Ofrene havde indfundet sig på gerningsstederne efter gennem en datingapp, der særligt bruges af homoseksuelle.

To af drengene blev 24. juni frifundet, mens to andre blev fundet skyldige i grov vold, men ikke i at have begået en hadforbrydelse.

- Vi mener, at landsretten bør vurdere sagen på ny. Det er en meget alvorlig sag, hvor der er tale om planlagte overfald mod tre tilfældige personer. Samtidig bider vi mærke i, at man ikke var enige om vurderingen af sagen i byretten, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er anklagemyndighedens påstand, at alle fire drenge deltog i overfaldet, og det vil man gerne have prøvet i landsretten.

- Vi vurderer også, at strafudmålingen har været for lav. Herunder vil vi også gerne have landsretten til at bedømme, om der var tale om en hadforbrydelse, udtaler Jakob Berger Nielsen.

De to, der blev fundet skyldige i grov vold, er drenge på henholdsvis 15 og 16 år. De blev idømt henholdsvis syv og otte måneders fængsel. I begge tilfælde er en måned af straffen gjort ubetinget, mens resten er betinget med en prøvetid på et år.

Under overfaldene blev der ifølge sagens anklageskrift råbt skældsord som "homo" og "pædofil".

I retten forklarede de dømte, at de var af den opfattelse, at de var mødt op for at konfrontere pædofile.

Der er dog ifølge retten intet, der tyder på, at ofrene havde en forventning om at møde en mindreårig. Derimod var de af den opfattelse, at de skulle møde en 24-årig.

Da Retten i Odense frikendte de to for en hadforbrydelse for to uger siden, blev der lagt vægt på, at de to dømte nægtede, at de ville overfalde homoseksuelle.

Desuden er der lagt vægt på, at de ting, som de dømte råbte mod ofrene navnlig omhandler pædofili, skrev retten i et domsresumé.

Flere har offentligt undret sig over og kritiseret, at retten ikke dømte for hadforbrydelse.

LGBT+ Danmark, der er en forening for blandt andet lesbiske, bøsser og transpersoner, har skrevet i en pressemeddelelse, at det er svært at forstå, hvorfor drengene ikke blev dømt for hadforbrydelse.

- Vi håber, at anklagemyndigheden vil anke dommen, og at en højere retsinstans vil nå til en anden afgørelse, lyder det fra foreningen.

Sponsoreret indhold