Krimi31. januar 2024 (opd. 31. januar 2024)

Statsadvokat rejser tiltale mod behandlingscenter for uagtsomt manddrab

Statsadvokaten mener, at behandlingscenteret Søgaarden er ansvarlig for en patients død

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at rejse tiltale mod behandlingscenteret Søgaarden for uagtsomt manddrab.

Det skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Statsadvokaten mener, at centeret har været ansvarlig for, at en patient afgik ved døden som følge af fejlmedicinering og efterfølgende fejlbehandling.

Den afdøde, som var en yngre mand, indtog ved en fejl forkert medicin. Han døde efterfølgende af fejlmedicineringen.

Dødsfaldet skete i 2020.

Ifølge statsadvokat Jakob Berger Nielsen er det rigtigst at rejse tiltale mod selskabet og ikke enkelte personer.

- Det er vores vurdering, at der kan føres bevis for, at det er den samlede mængde af fejl, som de ansatte på behandlingscentret begik, der forårsagede patientens død, siger han i pressemeddelelsen.

Politiet har også efterforsket to ansatte på centeret, en læge og en sygevagt. Her har man indstillet efterforskningen.

Det vil sige, at der ikke er udsigt til en straffesag mod specifikke personer fra personalet.

- På baggrund af efterforskningen, herunder udtalelser fra Retslægerådet og Styrelsen for Patientsikkerhed, er det vores vurdering, at de fejl, som personalet måtte have begået, selvstændigt indebærer en så lav grad af uagtsomhed, at der ikke er grundlag for at tiltale dem personligt, lyder det fra Jakob Berger Nielsen.

Centeret ligger imellem Viborg og Hobro.

- Vi er lige så kede af sagen i dag, som vi var dengang, og vi ser frem til, at den bliver afsluttet, siger centerleder Jan Meincke til Ritzau.

Når sagen skal for retten, bliver den ført som en domsmandssag. Det betyder, at den skal vurdere af en juridisk dommer og to lægdommere.

Det vides ikke, hvornår sagen kan blive behandlet i retten.

Sponsoreret indhold