Krimi13. august 2022 (opd. 13. august 2022)

Stak Salman Rushdie flere gange: Nu er han sigtet

Står til en meget lang fængselsstraf, hvis han kendes skyldig i den modbydelige forbrydelse - imens kæmper hans offer for sit liv og sin førlighed
Det er manden her, som politiet i USA mener er den skyldige.
Det er manden her, som politiet i USA mener er den skyldige.
 Foto: Charles Fox/AP/Ritzau Scanpix

SENESTE: Den 24-årige Hadi Mata nægter sig skyldig i anklagerne

Den formodede gerningsmand bag angrebet på forfatteren Salman Rushdie, Hadi Matar, er blevet sigtet for overfald og drabsforsøg.

Det oplyser den lokale anklagemyndighed i Chautauqua i delstaten New York, hvor angrebet skete fredag.

- Den ansvarlige bag angrebet i går, Hadi Matar, er nu blevet formelt sigtet for drabsforsøg og overfald, skriver anklager Jason Schmidt i en meddelelse lørdag.

- Han blev fremstillet for en dommer på de sigtelser i aftes og varetægtsfængslet uden mulighed for løsladelse mod kaution.

Her ses Salman Rushdie liggende på gulvet kort efter ugerningen. Førstehjælpere sørgede omgåede for at holde hans ben højt, så forfatterens sårede krop stadig får blod nok.
Her ses Salman Rushdie liggende på gulvet kort efter ugerningen. Førstehjælpere sørgede omgåede for at holde hans ben højt, så forfatterens sårede krop stadig får blod nok.
 Foto: Joshua Goodman/AP/Ritzau Scanpix

Den formodede gerningsmand blev anholdt umiddelbart efter angrebet. Han er 24 år og fra byen Fairview i New Jersey.

Forbundspolitiet FBI har ransaget hans bolig i Fairview.

Ligger i respirator

Rushdie blev stukket i halsen og overkroppen under et foredrag. Efter flere timer på operationsbordet ligger den britisk-indiske forfatter nu i respirator. Hans tilstand betegnes som alvorlig.

Han kan ikke tale, har lægerne oplyst. Hans agent har meddelt, at nerverne i Rushdies ene arm er beskadiget, at hans lever ligeledes blev ramt, og at han formentlig vil miste et øje.

Det er endnu uklart, hvad motivet bag angrebet var.

Men Salman Rushdie har i årevis haft en fatwa hængende over hovedet efter udgivelsen af bogen "De Sataniske Vers", som mange muslimer fandt stødende og blasfemisk.

Det var Irans præstestyre, der i 1989 udstedte en dødsdom over ham i form af en fatwa.

Siden da har Rushdie tilbragt mange år i skjul og under politibeskyttelse.

Kilder inden for politiet siger til tv-stationen NBC's redaktion i New York, at Hadi Matar har udvist sympati for yderliggående islam og for Irans elitestyrke, Revolutionsgarden.

Anklager Jason Schmidt tilføjer, at politiet i både New York og New Jersey arbejder på at finde ud af, hvordan angrebet blev planlagt og forberedt.

Efterhånden som efterforskningen skrider frem, kan der komme flere sigtelser mod den 24-årige.

Sponsoreret indhold