Krimi13. maj 2024 (opd. 13. maj 2024)

Spædbarn tæsket ihjel: Her er dommen mod forældrene

Der er netop faldet dom i sagen om dødsvold på et lille spædbarn
Forældrene er blevet frifundet for drab, men fundet skyldige i medvirken til grov vold på spædbarnet.
Forældrene er blevet frifundet for drab, men fundet skyldige i medvirken til grov vold på spædbarnet.
 Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Forsvarere i spædbarnssag: De har afsonet deres straf

I hendes bare seks ugers levetid blev hun udsat for massiv vold. Grov vold, der til sidst endte med at koste hende livet.

Nu er pigens mor, June Gry Sørensen, og stedfar, Mikkel Storm Sørensen, på henholdvis 21 og 23 år blevet fundet skyldige i medvirken til grov vold og er begge blevet idømt fire års fængsel. Ligesom de er blevet frakendt retten til arv.

Begge stod de som forstenet ved siden af deres forsvarere - de kiggede ligefrem for sig, hænderne krydsede, mens retsformanden læste nævningetinget afgørelse op.

Forsvarerne meddelte, at deres klienter udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Da sagen var slut kom June og Mikkels forældre op for at give deres børn et kram.

Længe stod de tæt omsluttet lige der i retssal A i retten i Nykøbing Falster. Og så trillede tårerne ellers ned af kinderne på både den unge mor og stedfars kinder.

- Vi skal nok klare den, kunne man høre faren sige til sin nu dømte datter.

Parrets lille spædbarn mistede livet 9. september, efter hun havde været indlagt i to dage på hospitalet. 7. september ringede hendes mor 112 og fortalte, at datteren var stoppet med at trække vejret.

På hospitalet blev der fundet adskillige skader på den lille pige, som ikke stemte overens med forældrenes forklaring, om at hun pludselig var stoppet med at trække vejret, efter hun havde gylpet.

På pigen blev der fundet fem kraniebrud, ikke under 14 ribbensbrud, brud på lårbens- og skinnebensknogler på begge ben, hudafskrabninger i ansigtet og på benet og overrevne læbebånd.

De fire af kraniebrudene var nye og påført i dagene umiddelbart op til indlæggelsen. Den unge kvinde og den unge mand stod anklaget for at have klemt, fastholdt, kradset, slået og rystet spædbarnet.

En mentalerklæring har vurderet, at den 21-årige mor er normalt til lavt begavet og umoden, men egnet til almindelig straf.

Forældrene har sagen igennem nægtet sig skyldig i tiltalen for drab og har end ikke kunne komme med en forklaring på, hvordan skaderne skulle være opstået, ligesom de har påstået, at de ikke lagde mærke til, at den lille pige havde skader.

Heller ikke det er lykkedes retten, der frifandt forældrene for drab men altså fandt dem skyldige i medvirken til grov vold, da de netop ikke kunne placere et ansvar i forhold til, hvem af de to - eller begge - der begik den dødelige vold.

Af skyldkendelsen fremgår det, at dommere og nævninger har lagt vægt på, at volden er foregået over en længere periode, og at parret ikke indbyrdes talte væsentligt om de mærker, som spædbarnet havde, inden hun døde.

Forældrene har under hele sagen været beskyttet af et navneforbud, men efter pressens protester faldt det ved dommen i dag.

Sponsoreret indhold