Krimi18. september 2023 (opd. 18. september 2023)

Snød for 68 millioner kroner: Skal fire år i fængsel

Manden er netop blevet dømt i en omfattende sag om moms- og skattesvig

En 36-årig mand er i Københavns Byret blevet idømt fire års fængsel i en sag om moms- og skattesvig for cirka 68 millioner.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om Henrik Martini Hjermitslev Asperup. Han tilstod 12 forhold om omfattende moms- og skattesvig, som er sket i en række selskaber, Asperup har været direktør for og ejer af, i en periode fra andet kvartal 2020 frem til hans anholdelse 21. marts i år.

Asperup har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet. Han har blandt andet givet urigtige eller vildledende oplysninger, udstedt fiktive fakturaer og drevet momspligtig virksomhed, uden at virksomhederne var momsregistrerede, oplyser politiet.

Ud over fængselsstraffen skal Asperup betale omkring 33 millioner kroner i erstatning til Skattestyrelsen, ligesom han er idømt en tillægsbøde på 51 millioner kroner.

Ud over forholdene for moms- og skattesvig blev Asperup dømt for hvidvask, ulovlig besiddelse af en totenschlæger samt hash og dopingmidler til eget brug.

Han har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Sponsoreret indhold