Smittetrykket falder til 0,7 i genåbningen

For fire uger siden åbnede landets daginstitutioner og mindste skoleklasser, og fra mandag er fase to for genåbningen klar til at gå videre.
På trods af den første genåbning viser det sig nu, at smittetrykket siden begyndelsen af maj måned er faldet fra 0,9 til 0,7.
Det viser en ny måling fra Statens Serum Institut (SSI) ifølge Ritzau.
- Det, at smittetrykket har ligget så stabilt under 1 i den sidste uge, er tegn på, at den første fase af genåbningen ikke endnu har sat skub i smittespredningen, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef i SSI, i en pressemeddelelse.
Smittetrykket er en indikator for, hvor meget en enkelt person smitter med coronavirtus, og de nye tal er ifølge Tyra Grove Krause et tegn på, at danskerne tager de rigtige forholdsregler og holder afstand.
- Det skyldes sikkert både skolernes kæmpe indsats med at holde fysisk afstand og sikre god hygiejne. Men det tyder også på, at folk generelt stadig passer på, siger hun.
Ifølge SSI er det kritiske punkt i forbindelse med smittetrykket 1,0. Overstiges dette tal er det nemlig en indikator for, at virussen spreder sig hastigt blandt befolkningen.
I marts var smittetrykket i Danmark helt oppe over 1,0, stabiliserede sig herefter i midten af april, hvorefter trykket steg til 0,9 efter den første genåbningsfase.
Fra mandag den 11. april er fase to blev igangsat med åbning af den danske detailhandel og storcentre. Næste mandag er det skolernes store klasser samt caféer og restauranter, der blandt andet får lov til at genåbne.