En 35-årig mand fra Odsherred blev mandag varetægtsfængslet for vold og trusler mod to kvinder.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge politiet dukkede manden søndag formiddag op på en adresse i Asnæs, hvor han overfaldt to kvinder, som han havde en nær relation til.
En 59-årig kvinde fik slået sit hoved gentagne gange ind i et vandrør og mod et klinkegulv, og en 35-årig kvinde blev slået i ansigtet.
Manden er desuden sigtet for at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition, et ulovligt slagvåben - en såkaldt totenschlæger, en strømpistol, et knojern, en peberspraypistol og syv pebersprays.
Det var en dommer ved Retten i Holbæk, som mandag besluttede at varetægtsfængsle manden. Da retsmødet foregik for lukkede døre, er der dog kun få oplysninger om sagen.
Politiet oplyser, at han ikke har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.