Krimi23. maj 2023 (opd. 23. maj 2023)

Slår alarm ved Det Hvide Hus: Angrebet af mand i kassevogn

Chaufføren af en kassevogn tilbageholdes, efter at han kørte ind i hegn ved Det Hvide Hus
Secret Service, der blandt andet passer på den amerikanske præsident, var hurtigt på stedet.
Secret Service, der blandt andet passer på den amerikanske præsident, var hurtigt på stedet.
 Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

En kassevogn er mandag aften lokal tid kørt ind i hegnet på Lafayette Square nær Det Hvide Hus i Washington D.C.

Det oplyser talsperson for Secret Service Anthony Guglielmi ifølge Reuters.

- Intet personale fra Secret Service eller Det Hvide Hus kom til skade. Årsagen samt omfanget af sammenstødet bliver efterforsket, siger han.

Chaufføren af kassevognen bliver nu tilbageholdt.

Lafayette Square er en 30.000 kvadratmeter stor offentlig park direkte nord for Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents embedsbolig.

Visse veje og fortove er efter hændelsen blevet afspærret. Desuden er Hay Adams-hotellet tæt på blevet evakueret ifølge nyhedskanalen Fox 5, skriver Reuters.

Optagelser fra tv-stationen WUSA viser en kassevogn, der stopper langs en række af betonpæle, hvorefter uniformeret politi nærmer sig køretøjet.

En fjernstyret robot åbner køretøjets dør. Herefter kan man se, at en sækkevogn ligger i bilen.

Sponsoreret indhold