Krimi24. august 2023

Skyderi på bar: Flere dræbte

Fire er døde og seks er såret efter skyderi i den amerikanske delstat Californien, oplyser politichef

Fire personer er dræbt af skud under et skyderi på en bar i Orange County i den amerikanske delstat Californien.

Det oplyser sheriffen i Orange County torsdag dansk tid ifølge avisen Los Angeles Times.

Det var en enkelt bevæbnet mand, som skød og dræbte tre af gæsterne, inden han selv blev dræbt. Seks andre er blev kørt på hospitalet, fem af dem med skudsår.

To af de såredes tilstand er kritisk, oplyser sheriffen.

Det er foreløbig uvist, hvem der skød gerningsmanden, eller om han tog sit eget liv.

Politiet var fremme kun to minutter efter, at skyderiet begyndte på baren Cook's Corner, der er et populært tilholdssted for bikere - folk med motorcykler.

Mindst en politimand affyrede skud, da betjentene trængte ind i baren og fik øje på en mand med en pistol.

To kilder, som Los Angeles Times har talt med, fortæller, at gerningsmanden var en pensioneret politimand. Han var mødt op for at konfrontere sin fraskilte kone.

Det står dog ikke klart, om han havde fulgt med hende til baren, inden han åbnede ild.

- Det er foruroligende at høre om en ny familiestrid, som fører til et masseskyderi, lyder det fra rådmand i Orange County Katrina Foley.

- Vi må gøre mere for at forhindre disse meningsløse skudepisoder og for at beskytte ofrene, siger hun til avisen.

Baren ligger det lille bysamfund Trabuco Canyon i Orange County sydøst for Los Angeles.

Sponsoreret indhold