Krimi18. juli 2022

Skyderi i Marbella: En person dræbt og fire såret

Det er angiveligt på en natklub, at der skal være skudt
Marbella er mest af alt kendt som et ferieparadis. Natten til mandag er der skudt på en natklub i byen. Fem personer er sårede ifølge spansk politi. 
Marbella er mest af alt kendt som et ferieparadis. Natten til mandag er der skudt på en natklub i byen. Fem personer er sårede ifølge spansk politi.
 Foto: Ritzau Scanpix

En person meldes dræbt og fire mennesker såret ved skyderi i en natklub i den populære spanske ferieby Marbella. Det skriver den norske avis VG, som har fået bekræftet oplysningerne af lokalt politi.

Politiet kan mandag formiddag ikke give oplysninger om de såredes nationalitet.

Ifølge Ekstra Bladet er det bekræftet, at en kvinde har mistet livet.

Fire er indlagt på et hospital, heriblandt en hårdt såret kvinde, skriver avisen El Confidencial.

Ifølge spanske medier skete skyderiet i forbindelse med et slagsmål. Den formodede gerningsmand er pågrebet. Han skal være alvorligt såret og indlagt under streng politiovervågning.

VG har talt med to nordmænd, som var til stede på Opium Beach Club i Marbella, da skyderiet skete.

- Der var skrig og folk som råbte "pistola, pistola", og så begyndte folk at løbe mod udgangene, siger en kvinde i 20'erne til VG.

Hun ankom til strandklubben sammen med tre andre norske kvinder en times tid efter midnat og nåede lige at sætte sig ved et bord, da skyderiet begyndte.

- Det var vanskeligt at høre, hvad der præcist skete. Det lød som trommeslag, siger kvinden, der mener, hun hørte tre skud.

Flere videoer på sociale medier viser optagelser fra natklubben efter skyderiet.

Marbella ligger knap 50 kilometers kørsel sydvest for Malaga.

Sponsoreret indhold