Skyderi i Aalborg: Politi indsætter tryghedspatrulje

Ud over de massive efterforskningsskridt i selve sagen om affyringen af skud, der har såret en ung mand på Vesterbro i Aalborg, så har politiet iværksat en såkaldt tryghedsskabende patruljevirksomhed.
Sådan lyder det fra politikommissær Thomas Ottesen, der fra politiets kommandocentrale koordinerer den massive politiindsats, der både efterforskningsmæssigt og operativt i øjeblikket pågår.
– Det betyder, at vores uniformerede patruljer er særligt synlige i hele Aalborg i almindelighed, og selvfølgelig omkring Vesterbro i særdeleshed, siger Thomas Ottesen, der tilføjer:
– Skyderi midt på en central gade, hvor byens borgere skal kunne bevæge sig trygt, er helt uacceptabelt; derfor vil jeg også gerne understrege, at hvis man som borger er blevet utryg som følge af dagens alvorlige skudepisode, så er man velkommen til at kontakte os: enten på 114 eller rette henvendelse til vores patruljer på gaden. Vi er her for at hjælpe alle.
