Annonce
To mænd er anholdt og sigtet i forbindelse med politiets efterforskning af et drab begået på en tankstation i Ishøj, oplyser vagtchef David Borchersen fra Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
På Q8-tanken på Ishøj Stationsvej nummer 8 blev en mand, som ifølge politiet er i 30'erne, skudt. Skyderiet fandt sted kort før klokken 17.
Ifølge Ritzaus oplysninger valgte en person efterfølgende at melde sig selv til politiet. David Borchersen bekræfter, at han er en af de mænd, som nu er anholdt.
De to mænd bliver lørdag klokken 13 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Vagtchefen kan ikke oplyse, hvorvidt de er sigtet for manddrab, eller om de spiller en anden rolle i sagen.