Krimi31. januar 2024 (opd. 31. januar 2024)

Skræmmende sag: 24-årig mand tiltalt for flere voldtægter mod piger

Manden er tiltalt for flere forhold begået mod i alt 27 piger. De fleste af pigerne var under 15 år gamle

En 24-årig mand er blevet tiltalt for en lang liste af overgreb mod 27 piger, primært under 15 år.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at der er tale om i alt 65 forhold, som manden er tiltalt for. Ofrene omfatter 27 piger, som primært var under 15 år gamle.

Manden er tiltalt for voldtægt eller voldtægtsforsøg af syv af pigerne. Han er også tiltalt for at have brugt fysisk eller psykisk overmagt, tvang eller trusler til at tvinge sig til samleje med børn under 15 år.

Han er også tiltalt for blufærdighedskrænkelse, besiddelse af seksuelt materiale af personer under 15 år og for at have delt materialet.

Ifølge politiet har den 24-årige mand kontaktet ofrene gennem de sociale medier.

Her skal han have tvunget dem til at sende ham nøgenbilleder og videoer. Nogle af pigerne er han også mødtes med.

De 65 forhold har fundet sted fra 2014, til han blev anholdt på sin bopæl i Vejen Kommune i april 2022.

Ofrene kommer fra store dele af landet.

Han har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen. Retssagen er berammet til at starte 4. marts.

Retten i Esbjerg har afsat 28 retsmøder til at behandle sagen. Den er rejst som en nævningesag, hvilket betyder, at sagen som udgangspunkt skal behandles af et nævningeting.

Det betyder også, at anklagemyndigheden vil kræve den 24-årige mand idømt mindst fire års fængsel.

Sponsoreret indhold