Skolelærer dømt for voldtægt af tidligere elev: Stadig ansat på skolen
Kan man beholde sit job som lærer på en folkeskole, hvis man er blevet dømt for voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje af en tidligere elev?
Det ved de ikke i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor en 31-årig skolelærer mandag blev dømt i en sådan sag.
Retten i Holstebro idømte læreren seks måneders fængsel.
Det giver nu kommunen hovedbrud, fordi de aldrig har stået i situationen før.
Det skriver Dagbladet Ringkjøbing-Skjern.
I den konkrete sag er den 31-årige mand blev dømt for i sommers at have begået et seksuelt overgreb mod en 18-årig tidligere elev, som han tidligere havde undervist på den folkeskole, hvor han er ansat.
Episoden skulle ifølge være sket efter en bytur i sommers, hvor den 18-årige unge mand overnattede hos sin tidligere lærer.
Flemming Nielsen, der er fagchef for Dagtilbud og Undervisning i Ringkøbing-Skjern, udtaler til lokalavisen, at kommunen aldrig har haft en lignende sag før, men at de snarest vil forholde sig til, hvad der skal ske i sagen.
- Jeg kan ikke udtale mig om selve sagen, da det er en personalesag, men vi behandler selvfølgelig personalesager, som de skal ud fra den lovgivning og de aftaler, der ligger, siger Flemming Nielsen til Dagbladet.
Den dømte 31-årige har udbedt sig betænkningstid med henblik på at anke dommen på de seks måneders fængsel - det har han 14 dage til.